Maven - røntgenundersøgelse

Ved en røntgenundersøgelse af maven kan vi blandt andet undersøge, om du har fri luft i bughulen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af maven. Undersøgelsen varer som oftest cirka 5 minutter. Hvis vi har brug for at undersøge, om du har fri luft i bughulen, varer undersøgelsen cirka 30 minutter. Det er en god idé at afsætte 1 time, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer røntgenbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt tøj fra det område, der skal undersøges.

Undersøgelsen

Du skal skiftevis stå op og ligge ned, mens du bliver undersøgt. Hvis du ikke kan stå, tager vi kun røntgenbilleder af din mave, hvor du ligger ned.

Hvis vi har brug for at undersøge, om du har fri luft i bughulen, skal du ligge på siden i minimum 15 minutter, inden vi tager røntgenbillederne. Luft i mave-tarm-kanalen er normalt, men det er et tegn på sygdom, hvis der er luft i bughulen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør