MR-skanning af tyndtarmen

Information om MR-skanning af tyndtarmen.

En MR-skanning giver meget detaljerede billeder af kroppen via radiobølger og et kraftigt magnetfelt. MR står for magnetisk resonans.

Hvordan foregår skanningen?

Dit barn kommer op at ligge på maven på et leje, der bliver kørt ind i skanneren. Selve skanningen består af en række målinger og varer ca. en halv time. Når skanneren måler, laver den høje bankelyde.
For at billederne kan blive tydelige, er det vigtigt, at dit barn ligger helt stille. Du kan være hos dit barn under hele skanningen.

Billedet viser et barn i MR-skanneren, med forældre og personale.

Er der nogen forberedelser?

De sidste seks timer inden skanningen må dit barn ikke få noget at drikke eller spise, heller ikke pastiller eller tyggegummi. Tarmen skal være tom, når dit barn skannes. Ellers er der risiko for, at skanningsbillederne ikke kan bruges.

1½ time inden I møder i dagafsnittet/ambulatoriet, skal dit barn have ”tryllecreme” (lokalbedøvende creme) på begge håndrygge og mærker derfor næsten ikke, når der bliver lagt et lille plastikrør (drop) ind i en blodåre. Det bruges til at give kontraststof i. Cremen kan købes på apoteket og virker bedøvende, når den har siddet på 1 time. ½ time inden I møder, skal cremen tages af igen.

Den sidste time inden undersøgelsen skal dit barn drikke ca. ½-1½ liter kontrastvæske. Det foregår på MR-afdelingen.

Dit barn må gerne have sit eget tøj på, dog ikke noget med metalknapper, bøjle-bh, smykker eller lignende.

Vær opmærksom på

  • Undersøgelsen bliver aflyst, hvis barnet ikke har fastet og tørstet.
  • Hvis dit barn får anfalds- eller livsnødvendig medicin, må du give det senest to timer før skanningen, men kun med vand eller saftevand. Er det ikke muligt, må du give medicinen efter skanningen eller seks timer før skanningen.

Hvordan kan du forberede dit barn?

Du kan fx fortælle:

  • At dit barn får ”tryllecreme” på.
  • At dit barn skal have et lille stik.
  • At du kan være ved dit barn, når det bliver skannet, hvis du ikke har metal i kroppen.
  • At det ikke gør ondt at blive skannet.

Hvordan har dit barn det efter skanningen?

Medicinen, som dit barn får i droppet, og som får tarmen til at slappe af, kan også påvirke de små muskler i øjnene, så dit barn kan få svært ved at se skarpt i ca. en halv time efter skanningen. Efter skanningen får dit barn fjernet droppet og kan tage hjem med det samme. Dit barn må spise og drikke, hvad det vil, efter skanningen.
I får svar fra den afdeling, som har bestilt undersøgelsen.

Redaktør