Lumbalpunktur

Ved en lumbalpunktur undersøges rygmarvsvæske for infektion, virus eller andre sygdomme i nervesystemet.

Formål

Formålet med lumbalpunktur er at udhente spinalvæske (rygmarvsvæske) fra hulrummet omkring rygmarven til undersøgelse i laboratoriet. Det gør man for at påvise infektion med bakterier eller virus, eller for at undersøge, om der er tegn på andre sygdomme i nervesystemet.

Forberedelse

Ved planlagt undersøgelse skal der senest 7 dage inden, tages blodprøver for at sikre, at der ikke er risiko for blødning.

I visse tilfælde kan det være nødvendigt, at patienten kun drikker vand inden undersøgelsen, så man kan sammenligne sukkerindholdet i spinalvæsken med sukkerindholdet i blodet. Det vil lægen informere dig om, hvis det er nødvendigt.

Hvis du får blodfortyndende behandling, skal du fortælle det til lægen, når I planlægger undersøgelsen, da det kan være nødvendigt, at du holder pause med medicinen inden undersøgelsen.

Hvordan udføres lumbalpunkturen?

Der vil være to personer til stede ved undersøgelsen: En læge til udførelse af procedure og en sygeplejerske til håndtering af prøver og til støtte for dig.

Du vil blive lagt i den ønskede stilling, som kan være liggende på siden i fosterstilling eller siddende.

Lumbalpunkturen udføres ved, at en tynd kanyle stikkes ind mellem de nederste ryghvirvler og føres ind i det hulrum, hvor rygmarvsvæsken findes. Det sker typisk med lokalbedøvelse. Kanylen føres gennem huden og herefter drypper spinalvæsken ned i de glas, der skal bruges. Efter udtømningen fjernes den tynde kanyle og der påsættes et plaster. Plasteret kan du fjerne dagen efter.

Spinalvæsken kan på laboratoriet undersøges for bakterier, virus og betændelsesceller. Endvidere kan undersøges for protein og sukker. De første svar kan forventes ½ time efter undersøgelsen. Resterende svar vil først indløbe 7-10 dage senere.

Du skal forblive i afdelingen 1 time efter undersøgelsen.

Gener/ubehag

Undersøgelsen er sædvanligvis uden større ubehag, men i nogle tilfælde – især hos ældre mennesker med dårlig ryg – kan det være lidt mere vanskeligt at finde hulrummet. Det kan betyde, at man kan få smerter, hvis kanylen rammer knoglen, eller at det kortvarigt kan trække ned i benet, hvis kanylen rammer en nerve. Dette er helt ufarligt.

Der vil være lidt ømhed ved indstiksstedet efter undersøgelse. Hvis du oplever forhøjet temperatur eller varme og rødme omkring indstiksstedet, så ring på tlf. 38622473.

Komplikationer

Undersøgelsen er ikke farlig. Nogle får hovedpine efter undersøgelsen. Hovedpinen er værst, når man rejser sig fra liggende til stående stilling. For at komme dig efter undersøgelsen kan du sørge for at holde dig i ro og at indtage rigeligt med væske. Alvorlige komplikationer er særdeles sjældne (langt under en promille), men der kan i sjældne tilfælde tilstøde infektion.

Redaktør