Livmoderen fjernes ved en kikkertoperation

Information om livmoderen fjernes ved en kikkertoperation.

Her kan du læse om, hvordan det foregår, og hvordan du skal forberede dig, hvis du skal have fjernet livmoderen ved en kikkertoperation.

Hvor og hvornår skal jeg møde?

Du skal møde i Gynækologisk Afdeling, afsnit 414, Center 4, 1. sengeetage. Dagen før operationen skal du ringe og få at vide, hvornår du skal møde på operationsdagen.  Tlf: 38 62 31 91 kl. 14.00-15.00.

En svær beslutning

De fleste kvinder synes, det er en svær beslutning at få fjernet livmoderen. Mange bekymrer sig om operationen og mulige komplikationer. Andre er bekymrede for at miste deres kvindelighed og for tiden efter operationen. Undersøgelser har vist, at operationen ikke har en negativ påvirkning af seksuallivet.

Når livmoderen er fjernet, kan du ikke blive gravid, og dine menstruationer ophører.

Skal æggestokkene også fjernes?

Der er ikke grund til at fjerne æggestokkene, hvis de er raske, og du endnu ikke er kommet i overgangsalderen.

Inden din operation

Du skal bade om morgenen, da ren hud nedsætter risikoen for infektion. Du skal også vaske dig i navlen. Du skal fjerne eller klippe kønsbehåringen tæt 3-4 dage før operationen. Bemærk, at du ikke må barbere dig med en skraber, da den kan give små rifter i huden. Du skal tage et lavement aftenen før din operation. Du får lavementet udleveret i ambulatoriet og vejledning i, hvordan det tages.

Illustrationen viser en livmoder, æggestokke, æggeledere og skede.
Livmoder, æggestokke, æggeledere og skede.

Du skal efterlade ur, smykker eller piercinger derhjemme. Undlad neglelak, creme og makeup på operationsdagen. Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller, må du gerne have dem med.

Det er en god idé med løstsiddende tøj og indendørs sko. Tag gerne læsestof eller andet med, der kan udfylde ventetiden.

Du må gerne have mobiltelefon med.

Nedsæt risikoen for blødning

Du skal i 3 dage op til operationen undgå: Aspirin, Hjertemagnyl, Idotyl, Kodimagnyl, Treo og fiskeolie.

Det er for at nedsætte risikoen for at bløde for meget efter operationen.

Håndkøbsmedicin

Du vil have brug for medicin efter udskrivelsen. Du skal også tage smertestillende medicin hjemmefra før operationen. Derfor anbefaler vi, at du køber medicinen, før du bliver indlagt.

Du skal købe:

  • Paracetamol á 500 mg
  • Ibuprofen á 200 mg
  • Pantoprazol á 20 mg
  • Magnesia á 500 mg
Billedet viser en patient, der taler med en sygeplejerske og en læge.

Du skal faste

Alle muskler bliver slappe, når du bliver bedøvet. Hvis mavesækken ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Dette kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Derfor er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.

Hvis du ikke overholder fastereglerne, bliver din operation aflyst.

Fasteregler:

  • Indtil 6 timer før mødetid må du spise.
  • Derefter må du ikke spise, tygge tyggegummi eller spise pastiller. Du må heller ikke drikke mælk eller juice.
  • Indtil 2 timer før mødetid må du drikke saftevand, vand og kaffe/te uden mælk.

Tømning af tarmen før din operation

Lavement er et afføringsmiddel, der indføres i endetarmen. Væsken virker ved at øge vandindholdet i afføringen, så hård afføring bliver blød. Du kan bruge væsken ved forstoppelse og til at tømme tarmen før din operation.

Sådan tager du lavementet:

  • Tag hætten af ved at hive med tilstrækkelig kraft.
  • Smør spidsen enten med vaseline eller ved at presse et par dråber af væsken ud.
  • Læg dig ned på venstre side med bøjede ben.
  • Før spidsen forsigtigt ind i endetarmen og pres langsomt væsken ud.
  • Træk spidsen ud, mens beholderen stadig er sammenpresset.
  • Der vil normalt være lidt væske tilbage i flasken efter brug.
  • Forsøg at holde væsken i tarmen i ca. 5-10 minutter, inden du går på toilettet.

På operationsdagen

Du skal tage smertestillende medicin 2 timer før mødetid. Hvis du skal møde kl. 6.45 som den første, skal du først tage den smertestillende medicin kl. 06.00 - se huskelisten på sidste side.

Du får udleveret hospitalstøj i afdelingen. Du skal selv gå til operationsgangen. Hvis du er dårligt gående, bliver du transporteret af en portør.

Du får støttestrømper på under hele operations- og indlæggelsesforløbet. Desuden får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin om aftenen efter operationen. Støttestrømperne og det blodfortyndende medicin gør risikoen for blodpropper efter operationen mindre.

På operationsstuen

På operationsafsnittet vil operationssygeplejersker, narkoselæge og narkosesygeplejerske (som skal bedøve dig) og kirurgen (som skal operere dig) hilse på dig.

Du får lagt et lille plastikrør i en blodåre (en venfllon) på håndryggen, som du får bedøvelsesmedicin og saltvand i. Når du er bedøvet, får du lagt et blærekateter, som fjernes efter operationen.

Billedet viser en kikkertoperation.

Hvordan foregår operationen?

Operationen varer ca. en time og foregår i fuld bedøvelse.

Lægen fører en tynd kikkert ind gennem navlen og to instrumenter gennem snit nederst i maven. Alle tre snit er ganske små, ca. ½ cm. Der pustes luft ind i maven for at lægen bedre kan se derinde.

Livmoderen frigøres fra æggeledere, æggestokke og andet væv med forbindelse til livmoderen, hvorefter livmoderen fjernes gennem skeden.

Livmoderhalsen fjernes sammen med resten af livmoderen. Livmoderhalsen er den nederste del af livmoderen, som går ned i skeden. Når livmoderen er fjernet, bliver skeden syet sammen helt oppe i toppen af skeden med en tråd, der forsvinder af sig selv.

Huden er syet med selvopløsende tråd, så der er ikke behov for at få fjernet sting efter operationen. Stingene opløses og falder af i løbet af 1-3 uger. Snittet i navlen bliver ofte ikke syet.

Mulige komplikationer ved operationen

Ved enhver operation er der risiko for, at der kan opstå komplikationer både under og efter operationen. Du kan læse om de hyppigste komplikationer her.

Blodtab

Der kan opstå blodtab under operationen. Du vil blive tilbudt blodtransfusion, hvis det er nødvendigt. Hvis du under ingen omstændigheder ønsker blodtransfusion, skal du oplyse dette til personalet.

Bedøvelse

Bedøvelsen indebærer også en meget lille risiko. Hvis du oplever angst eller utryghed ved bedøvelsen, kan du tale med narkoselægen om dette.

Betændelse

Der er risiko for, at du kan få en infektion i operationssåret, få blærebetændelse eller lungebetændelse, som gør at du skal have antibiotika.

I sjældne tilfælde kan der opstå betændelse i et af operationssårerene, som gør det nødvendigt at åbne såret igen. Patienter med sukkersyge, alkoholmisbrug, overvægt eller rygere har større risiko for infektion.

Organskade

I meget sjældne tilfælde kan der opstå skader på tarm, blære eller urinleder. Eventuelle skader syes med det samme. Det kan gøre, at du skal være indlagt i længere tid, men vil kun sjældent give dig varige gener eller mén.

Efter operationen

Efter operationen vil du først blive overført til opvågningsafsnittet. Her er der personale og teknisk udstyr til at overvåge dig de første timer efter operationen.

Du må få besøg af én person ad gangen på opvågningsstuen. Efter tiden på opvågningsafsnittet kommer du tilbage til Gynækologisk Sengeafsnit.

Det er vigtigt, at du hurtigt får gang i kroppen igen efter operationen. Det forebygger komplikationer.

Plejepersonalet hjælper dig blandt andet med:

  • at få mad og drikke hurtigst muligt efter operationen.
  • at du kommer ud af sengen, enten ved at sidde på sengekanten eller gå små ture i afdelingen.
  • at få smertestillende medicin nok, så du kan komme ud af sengen.
  • at få kvalmestillende medicin, hvis du har behov for dette.

Vi anbefaler, at du fjerner forbindingerne 24-48 timer efter operationen, hvis de ikke er blevet fjernet under din indlæggelse.

Udskrivelse

Du vil tale med en læge og en sygeplejerske i forbindelse med udskrivelsen. Du får udleveret skriftlig information om tiden efter udskrivelsen.

Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen. Nogen kan udskrives allerede på operationsdagen.

Du kan forvente at være mere træt end normalt i flere uger efter operationen.Du må forvente at være sygemeldt 2 uger efter operationen, dog ved tungere arbejde i 3 uger.

Tjekliste – sådan bliver du helt klar til operation

Dato for operation _____________________

Inden du møder til operation, skal du huske at:

☐ Ringe til afdelingen dagen før din operation mellem kl. 14 -15 for at få besked om mødetiden på tlf. 38623191. Hvis du skal opereres mandag skal du ringe om fredagen.

☐ Købe håndkøbsmedicin, så du har det til efter udskrivelsen.

☐ Fjerne dine kønshår 3-4 dage før operation.

☐ Tage lavement aftenen før operationen (se vedledningen på side 2).

☐ Faste 6 timer før mødetid + tørste 2 timer før mødetid.

☐ Tage smertestillende medicin 2 timer før du møder: 2 stk. paracetamol (1000 mg) og 2 stk. ibuprofen (400 mg). Dog kl. 6, hvis du bliver bedt om at møde kl. 7.

☐ Møde nyvasket – ingen smykker, ingen makeup, ingen neglelak, ingen. bodylotion

☐ Rense din navle med en vatpind.

Medbring på operationsdagen:

☐ Egen medicin, hvis du tager andet medicin end det, du skal tage i forbindelse med din operation.

☐ Morgenkåbe/andet løstsiddende tøj og behagelige sko.

☐ Toiletsager.

☐ Læsestof, computer eller andet til ventetiden.

Vi opfordrer til, at du lader andre værdigenstande blive hjemme. Hvis du har spørgsmål i forbindelse med dit besøg i ambulatoriet eller til operationen, kan vi tale om det, når du ringer til os for at få oplyst dit mødetidspunkt dagen før din operation.

Egne notater:

_________________________________________________________________________ _________________________________________________________________________ _________________________________________________________________________

Redaktør