Laktosefattig kost

Information om laktosefattig kost.

Laktose er et mælkesukker, som forekommer naturligt i mælk og mælkeprodukter.

Hvad er laktose?

Laktose er et mælkesukker. For at det kan fordøjes og optages i tarmen, skal det først spaltes i to dele. Dette klares af enzymet laktase. Hvis dette enzym mangler helt eller delvist, kan mælkesukkeret ikke optages gennem tarmvæggen, men binder i stedet vand og det kan resultere i diarré. Længere nede i tarmsystemet bliver mælkesukkeret nedbrudt af bakterier under dannelse af mælkesyre og luft. Det giver derfor rumlen i maven og kolikagtige smerter. Tilstanden kan være ubehagelig, men er ufarlig.

Laktosefattig diæt

Behandlingen består i helt eller delvis udelukkelse af laktose fra kosten. Det er kun sjældent nødvendigt helt at undgå laktose. De fleste kan tåle 5-10 gram per måltid, svarende til 1-2 dl mælk. Den individuelle følsomhed over for laktose kan variere, og det anbefales derfor at prøve sig frem for at finde ud af, hvor meget der tåles.

Hvor findes laktose?

Laktose forekommer naturligt i mælk og mælkeprodukter. Mælk er ofte forarbejdet og tilsat en lang række færdige fødevarer, det er derfor nødvendigt at læse varedeklarationen på færdigvarer, da der kan forekomme laktose i disse. Mælk og laktose kan være nævnt under følgende navne i varedeklarationer:

  • Mælkepulver.
  • Tørmælk.
  • Valle, vallepulver, valleprotetin.
  • Kaseinat, kasein.
  • Mælkesukker.
  • Mælkebestanddele.
  • Diverse former for mælk og mælkeprodukter (sødmælk, letmælk, surmælksprodukter, fløde, ymer, yoghurt, cremefraiche).

OBS! Mælkesyre og mælkesyrekultur har trods navnet ikke noget med mælk at gøre.

Laktose per 100 gram:

Skummet-, mini-, let- og sødmælk

4,8

Kaffefløde 13 %, Cheasy Fløde 13 %4,1
Kærnemælk, tykmælk, A483,7
Frisk ost, Fromage Blanc, Cheasy Natural3,5
Ymer og ylette3,4
Piskefløde 38 %3,2
Creme Fraiche 18 %, Cheasy Fraiche 9 %2,8
Cultura med frugt og Gaio2,6
Feta i tern1,0
Smør0,6
Kærgården0,4

Faste oste, skimmeloste

0,1

Faste oste og skimmeloste er stort set fri for laktose, da den nedbrydes under lagringen. Arla har udgivet en pjece med lister over laktoseinhold i deres produkter.

Madlavning uden mælk

Mælk og mælkeprodukter indgår ofte i større eller mindre mængde i mange retter; f.eks. farsretter, kartoffelmos, brød og desserter. I mange tilfælde kan du i stedet bruge laktosefri mælk/ piskefløde, vand, grønsagsvand, bouillon, soja drik eller havredrik. I brød kan mælken erstattes af vand og lidt surmælksprodukt som yoghurt naturel eller hytteost, som har et lavt indhold af laktose i forhold til mælk.

Sojadrik eller havredrik kan købes i både supermarkeder og helsekost-butikker og fås i en naturel udgave samt med forskellig smag, som f.eks. kakao og vanilje. Endvidere fås også sojadessert, som kan spises, som den er eller bruges som creme i kager og desserter. Der findes også yoghurt baseret på soja.

Arla har laktosefri mælk, piskefløde, creme fraiche og frugtyoghurter, som forhandles i de fleste større supermarkeder.
Levevis yoghurt er laktosefri.
Se arla/laktosefri.dk.
Coop har valio-produkter i deres sortiment.

Gode råd

Efter en periode uden mælk og mælkeprodukter, er det en god idé at starte med indtagelse af små mængder mælk og langsom optrapning. På den måde finder du ud af, hvor meget du kan tåle. Start med syrnede mælkeprodukter og fordelindtaget af mælkeprodukter over hele dagen.

Fødevarer med lavt/intet laktoseindhold

Brød og gryn:

  • Al slags brød, kiks og bagværk bagt uden mælk.
  • Alle mel og grynsorter, pasta, ris og nudler.
  • Morgenmadsprodukter: Læs varedeklarationer.

Grøntsager og kartofler:

Kartofler. Alle friske, frosne og konserverede grønsagter. Tørrede bælgfrugter, linser og ærter.

Frugt:

Alle friske og frosne frugter. Henkogt frugt, marmelade og lign. Tørret frugt. Mandler og nødder.

Mælkeprodukter:

Laktosefri mælk, laktosefri piskefløde, Mathilde mild kakaomælk, laktosefri cremefraiche.

Mælkeerstatning:

Sojadrik, sojayoghurt, sojadesserter eller havredrik.

Ost:

Skæreost, brie, camembert, danablue, parmesan, smelteost, feta og hytteost.

Yoghurt:

Thiese, Levevis (naturel, jordbær, pære/banan), Arla laktosefri, Valio.

Fedtstoffer:

Olier og svinefedt. Margarine og minarine uden mælk, fx AMA, Coop mælkefri eller nutana.

Smør:

Indeholder meget lidt laktose.

Kød, fisk og æg:

Alle slags. Konservesprodukter, pølser og færdigretter: læs varedeklarationen.

Sukker og slik:

Sukker, sirup, farin, honning, sodavandsis. Ren kakao. Bolcher uden fyld og som regel mørk chokolade med 70-80% kakao.

Diverse:

Jordnøddesmør. Frugt- og grøntsagsjuice, vand, mineralvand, sodavand, kaffe, te og øl, vin og spiritus. Krydderier, sennep, ketchup, kulør og lign. Gær, bagepulver, husblas og lign. Chocoreal smørechokolade, Irmas mørke pålægschokolade, kiks med kakaocreme (Urtekram).

Fødevarer, der bør begrænses

Brød og gryn:

Al bagværk bagt med mælk. Wienerbrød og kager. Færdige melblandinger.

Grøntsager:

Kartoffelmospulver. Pulver - og dåsesupper.

Mælkeprodukter:

Alle mælkeprodukter og surmælksprodukter, fløde, creme fraiche, fromage frais, is, tørmælk og proteinkoncentrater. Færdigkøbte cremer, milkshakes og mælkedesserter. Læs varedeklarationen på sorbetis.

Ost:

Flødeost, kvark og andre oste, der ikke er nævnt under lavt laktoseindhold.

Fedtstoffer:

Margarine og minarine fremstillet af mælk.

Kød, fisk og æg:

Konservesprodukter, pølser, fars og færdigretter. Læs varedeklarationen.

Sukker og slik:

Chokolade, nougat, lakrids, fyldte bolcher, karameller og færdigkøbte desserter.

Diverse:

Kakaomælk og kakaopulver med mælk.

Vitaminer, mineraler og kalktilskud

Mælk og mælkeprodukter er vores vigtigste kilde til kalk sammen med ost.
Drikker du ½ l laktosefri mælk dagligt og spiser ost, dækkes dit behov. Ellers anbefales et kalktilskud.

Det er muligt at købe juice, der indeholder kalk. Sojadrik kan købes både med og uden tilsat kalk. En vitamin- og mineraltablet dagligt kan også anbefales, hvis maden ikke er så varieret eller appetitten er lille, men den indeholder ikke nok calcium til at dække behovet.

Enzymkapsler

Der findes kapsler med enzymer, som kan drysses ud over mad med laktose. Dette gør, at laktosen i maden nedbrydes. Et eksempel på dette er Lactrase. Kapslerne købes på apoteket.

Laktoseindhold

De fleste med laktoseintolerance kan tåle op til 5-10 gram laktose per måltid og nogle endda op til 12 gram uden at få symptomer. Det svarer til hhv. 2 og 2½ dl mælk. Dette giver mulighed for større variation i den daglige kost og også for at få kalk nok.

Redaktør