Lactosebelastning - børn

Formålet med en laktosebelastning er at undersøge om barnet har en nedsat evne til at nedbryde laktose.

Her kan du læse, hvordan en laktosebelastning foregår. Vi tilbyder undersøgelsen ved mistanke om laktoseintolerans.

Dreng leger med klodser.

Tid og sted

Undersøgelsen foregår i Prøvetagningsambulatoriet (blodprøve). I får tidspunktet for undersøgelsen af barnets afdeling. Husk at tage barnets sundhedskort med.

Formålet med undersøgelsen

Med en laktosebelastning undersøger vi, om jeres barn har en nedsat evne til at nedbryde laktose. Laktose(mælkesukker) er et sukkerstof, som findes i mælk. Når kroppen ikke kan nedbryde laktose, medfører det mavesmerter, og evt. løse afføringer efter indtagelse af mælk. Når vi måler omdannelsen af en bestemt mængde laktose (laktosebelastning), kan vi afgøre, om der er nedsat evne til at nedbryde laktose.

Forberedelse til undersøgelsen

  • Barnet skal undgå fysisk træning inden undersøgelsen på undersøgelsesdagen.
  • Barnet skal tage sin vanlige medicin, som det plejer.
  • Barnet må ikke spise 12 timer før undersøgelsen.
  • Barnet må ikke drikke andet end vand, samt kaffe og te (uden sukker og mælk) indtil 2 timer før undersøgelsen.
  • Barnet må drikke vand indtil 1 time før undersøgelsen.
  • Barnet skal hvile i siddende stilling i mindst 15 minutter før undersøgelsen.

Hvis du/I har spørgsmål, kan du/I kontakte den læge/afdeling, der har bestilt undersøgelsen.

Hvordan foregår undersøgelsen?

  • Barnet får ved undersøgelsens start taget en blodprøve i øret.
  • Herefter skal barnet drikke vand indeholdende laktose. Mængden afhænger af barnets vægt, dog max 400 ml. Smagen er sødlig.
  • Det er vigtigt, at barnet drikker det hele.
  • Efter indtagelse af sukkeropløsningen bør barnet undgå at drikke vand, så længe undersøgelsen varer.
  • Herefter tages øreblodprøver efter 15 min., 30 min., 45 min. og 60 min.

Er undersøgelsen smertefuld?

Bortset fra øreblodprøverne gør det ikke ondt at få lavet en laktosebelastning. Indtagelse af laktose kan dog give mavegener i form af mavekneb og løs afføring.

Hvor længe varer undersøgelsen?

Undersøgelsen varer ca. 2 timer. bagefter må barnet spise og drikke frit, og I kan gå hjem.

Svar på undersøgelsen

I får svar på undersøgelsen fra den læge, der har bestilt den.

Afbud

Hvis I ønsker at melde afbud eller ændre tid, skal I kontakte barnets egen afdeling.

Redaktør