Koloskopi og udrensning til patienter med tyktarmsstomi

Formålet med undersøgelsen er at tage vævsprøver eller foretage behandlinger som f.eks. fjernelse af polypper.

Du skal have lavet en undersøgelse af tyk- og endetarm (koloskopi). Inden koloskopien skal tarmen tømmes for afføring (udrensning). Du er indlagt under udrensningen. Her kan du læse, hvad du skal gøre derhjemme, hvad der sker under indlæggelsen og om koloskopien.

Mødetid og sted
Se indkaldelsesbrev.

Hvad er en koloskopi?

Koloskopi er en undersøgelse af tyk- og endetarmen med et bøjeligt kikkertinstrument på tykkelse med en finger. Igennem kikkertinstrumentet er det muligt at tage vævsprøver og foretage behandlinger, f.eks. fjerne polypper.

Koloskopien foretages af en læge eller en specialuddannet sygeplejerske. En koloskopi varer typisk 30-50 minutter.

Se film om koloskopi på: www.hvidovrehospital.dk/koloskopi

Forberedelser

Inden koloskopien er der en række forberedelser. Nogle skal du selv sørge for inden indlæggelsen, og andre får du hjælp til på hospitalet.

Du må ikke køre efter undersøgelsen

Hvis du får smertestillende eller beroligende medicin til koloskopien, må du ikke køre bil, cykle eller betjene farlige maskiner i 24 timer. Aftal derfor nærmere med pårørende og evt. arbejdsplads.

Mindst 7 dage inden koloskopien:

Ring til Endoskopiafsnittet 331-E på telefon 38621600 (tryk 3) på hverdage mellem kl. 8-15, hvis du:

  • Lider af nyre- eller hjerteinsufficiens eller en af de sjældne sygdomme Følling sygdom (Fenylketonuri) eller Glukose-6-fosfat dehydrogenase mangel (G6PD mangel).
  • Tager anden blodfortyndende medicin end Acetylsalicylsyre (Hjertemagnyl, Hjerdyl, Magnyl) eller Dipyridamol (Persantin, Asasantinretard, Aggrenox).

Du er velkommen til at ringe, hvis du har spørgsmål.

7 dage før koloskopien

7 dage før koloskopien skal du stoppe med at tage jerntabletter eller jerndråber, hvis du tager dette.

3 dage før koloskopi

Undgå brød med kerner samt fiberholdige fødevarer som tomater, æbler, appelsiner og vindruer.

Udrensning

Udrensning er en vigtig forberedelse inden en koloskopi. Ved udrensning tømmes tarmen for afføring. Du er indlagt under udrensningen.

Hvis tarmen ikke er tilstrækkeligt tømt, er der risiko for, at man ikke kan se tegn på sygdom, f.eks. mindre polypper, og at koloskopien eventuelt må gentages efter en ny udrensning.

Udrensningen foregår ved, at du aftenen før og morgenen inden koloskopien drikker en væske, hvor afføringsmidlet er opløst. Sygeplejersken giver dig væsken.

Dagen før koloskopien

Du bliver indlagt dagen før koloskopien. I sengeafsnittet viser en sygeplejerske dig til rette på en sengestue.

Mad og drikke

Dagen før koloskopien må du ikke spise og drikke mælkeprodukter. Du må drikke en diæt ved navn ”Flydende observationskost – mælkefri”, som sygeplejersken bestiller til dig. Du må gerne drikke vand, saft, kaffe og te.

Kl. ca. 18.00

  • Sygeplejersken udleverer en kande til dig med ½ liter væske, hvori afføringsmidlet er opløst. Drik væsken indenfor 30 minutter. Hvis du drikker blandinge for hurtigt, kan d få kvalme og kaste op.
  • Drik dernæst ½ liter vand.
  • Herefter vil der komme tynd afføring.

På dagen for koloskopien

Medicin

Fortsæt med din sædvanlige medicin frem til 2 timer før koloskopien. Mad og drikke Fra kl. 02.00 må du kun drikke vand, saft og te (ingen mælkeprodukter)

Kl. 04.00.

  • Sygeplejersken udleverer en kande med ½ liter vand, hvori afføringsmidlet er opløst.
  • Drik væsken indenfor 30 minutter. Hvis du drikker det for hurtigt, kan det give kvalme og opkastning.
  • Drik herefter ½ liter vand.
  • Herefter vil der komme tynd afføring.

Fra kl. 06.00

Fra kl. 6.00 må du ikke længere drikke, og du må heller ikke ryge.

Kl. 08.00

Kl. 8.00 skal du være klar til koloskopien.

Koloskopien

Koloskopien kan være forbundet med ubehag og smerter. Derfor bliver du tilbudt smertestillende og beroligende medicin. Medicinen gives gennem et lille plasticrør, som lægges i en blodåre i din hånd eller arm.

I visse tilfælde kan den beroligende medicin medføre, at du har svært ved at huske, bliver træt eller forvirret.

Risiko ved undersøgelsen

Koloskopi er generelt en sikker undersøgelse. Hvis der ved undersøgelsen tages vævsprøver, er der kun en lille risiko for komplikationer.

Hvis der fjernes polypper ved undersøgelsen, er der en risiko for blødning (optræder hos 1-2 ud af 100 undersøgelser). I sjældne tilfælde kan der komme hul på tarmen (sker ved 1-4 ud af 2000 undersøgelser).

Efter koloskopien

Du kan drikke og spise, hvad du har lyst til, når undersøgelsen er afsluttet.

Hvis du ikke har fået lindrende medicin, kan du tage hjem, så snart du er informeret om undersøgelsens resultat og den videre plan for din behandling.

Hvis du har fået lindrende medicin, skal du observeres i afdelingens opvågningsafsnit. Her får du svar på undersøgelsen og den videre plan for din behandling. Du kan komme hjem, når du føler dig klar til det.

Du får information både mundtligt og på skrift, der kort beskriver resultatet af undersøgelsen og den videre plan.

Du kan få lette smerter og blødning

I timerne efter koloskopien kan du have lette smerter og trykkende ubehag i maven. Hvis der er taget vævsprøver, kan der komme en smule blødning. Hvis du får kraftig eller længerevarende blødning fra tarmen, smerter i maven eller feber, skal du kontakte Hvidovre Hospital:

På hverdage mellem kl. 8-15 kan du kontakte Endoskopiafsnittet 331E på telefon: 38 62 16 00, tryk 3.

Uden for dette tidspunkt kan du kontakte Gastroenhedens akutte modtageafsnit på telefon: 38 62 57 62.

Vær opmærksom på

  • Medbring ikke værdigenstande (smykker, penge og lignende), da de ikke erstattes af sygehuset, hvis de forsvinder.
  • Det er ikke tilladt at ryge på hospitalsområdet.
  • Kontakt Blodbanken med henblik på evt. karantæne, hvis du er bloddonor.
  • Vi tilbyder drikkevarer efter koloskopien, men ikke mad. Det er derfor en god idé, at tage en madpakke med.
Redaktør