Gå til hovedindhold

Knusning af sten i bugspytkirtel (ESWL)

Information om ESWL-behandling

Kort om behandlingen

Du skal have knust en eller flere sten i din bugspytkirtel ved en ESWL (ekstrakorporal shockbølgebehandling). Ved en ESWL knuses sten/stenene med trykbølger udefra.

Behandlingen varer cirka 30-45 minutter.

Vigtige forberedelser

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise og drikke (uigennemsigtige væsker) de sidste 6 timer før behandlingen. Indtil 2 timer før behandlingen må du gerne drikke gennemsigtige væsker (vand og saftevand). Behandlingen kan kun gennemføres, hvis din mavesæk er tom.

Kontakt os, hvis du har diabetes

Kontakt os, hvis du har diabetes, så forsøger vi at give dig en tid til behandling tidligt på dagen.

Tag din vanlige medicin, men vent med diabetesmedicin

Som udgangspunkt kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand om morgenen, som du plejer. Der gælder særlige forhold, hvis du har diabetes eller tager blodfortyndende medicin.

Tag ikke din diabetesmedicin om morgenen

Hvis du får diabetestabletter, skal du ikke tage tabletterne om morgenen, men først til det næste måltid efter behandlingen. Hvis du får insulin, skal du ikke tage din morgendosis.

Kontakt os, hvis du tager blodfortyndede medicin

Hvis du får blodfortyndende medicin, skal du kontakte os, så hurtigt som muligt. Så vi kan sikre, at du holder pause med medicinen. Hvis den læge, der har henvist dig til behandlingen, allerede har talt med dig om din blodfortyndende medicin, behøver du ikke at kontakte os.

Lad din værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier bliver hjemme. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet

Behandlingen

Vi lokaliserer stenene ved hjælp af røntgen. Når stenene er lokaliseret, knuser vi den/dem med trykbølger. Trykbølgerne kommer ind i kroppen gennem en væskefyldt gummimembran på størrelse med en håndbold. Membranen placeres på dit maveskind.

Du ligger på ryggen under hele behandlingen.

Apparatet udsender under behandlingen høje kliklyde, du kan derfor få et høreværn på under proceduren. Behandlingen varer cirka 30–45 minutter.

Du kan få beroligende medicin

Vi tilbyder dig beroligende medicin, der virker mod smerter og ubehag. Medicinen gives gennem et lille plasticrør (drop) i en blodåre i armen.

Forholdsregler efter beroligende medicin

Hvis du får beroligende medicin, må du ikke køre bil, cykle eller betjene farlige maskiner de næste 24 timer. Da medicinen kan påvirke dømmekraften, anbefaler vi, at du ikke træffer juridisk bindende beslutninger samme dag.

Røgfrit hospital

Vi er et røgfrit hospital både indenfor og udenfor. Det gælder også e-cigaretter. Benyt venligst rygepavillonen, hvis du vil ryge under dit ophold.

Komplikationer

Risici ved behandlingen

  • Behandlingen kan i meget sjældne tilfælde medføre irritation og blødning i lever og bugspytkirtel.
  • Stenfragmenterne passerer i de fleste tilfælde af sig selv gennem tarmsystemet. I nogle tilfælde er det nødvendigt at fjerne store fragmenter ved kikkertprocedure (ERCP).
  • Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen (ESWL).

Kontakt os, hvis du har bivirkninger eller komplikationer

Hvis du oplever bivirkninger eller komplikationer skal du kontakte os. På hverdage mellem kl. 08.00 og 15.00 kan du kontakte Endoskopiafsnittet på telefon 38 62 20 55. På andre tidspunkter, skal du kontakte 1813 (1818 i Region Sjælland).

Efter behandlingen

Du må spise og drikke igen

Når behandlingen er afsluttet, kan du i de fleste tilfælde spise og drikke igen.

Vi observerer dig

Hvis du har fået beroligende medicin, skal du forvente, at du efter behandlingen, skal observeres i afdelingens opvågningsafsnit.

Du bliver udskrevet

Hvis du har det godt, bliver du udskrevet. Hvis du har smerter eller på anden måde er utilpas, kan det være nødvendigt at du bliver på hospitalet til om aftenen eller til næste dag.

Svar på behandlingen

Inden du forlader afdelingen, fortæller vi dig om resultatet af behandlingen.

Bloddonorer har karantæne

Hvis du er bloddonor, skal du være opmærksom på eventuel karantæne. Kontakt din Blodbank, hvis du er i tvivl.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden