Kikkertundersøgelse af tyktarmen og nedre del af tyndtarmen

Information om kikkertundersøgelse af tyktarmen og nedre del af tyndtarmen.

Mødested:

Gult Center 3,
ambulatorieetagen
Afsnit 331 - Receptionen

Hvad er en nedre ballon-enteroskopi?

En undersøgelse hvor tyk- og endetarm samt nedre del af tyndtarmen undersøges.

Til undersøgelsen benyttes en tynd bøjelig kikkert på tykkelse med en finger. Igennem kikkerten kan man føre forskellige instrumenter, så det er muligt at tage vævsprøver og foretage behandlinger, for eksempel fjerne polypper. Kikkertinstrumentet kan være udstyret med en lille ballon, der kan lette undersøgelsens gennemførelse. Undersøgelse varer typisk 1 time.

Kan jeg tage min sædvanlige medicin?

Ja – bare du tager den senest 2 timer før undersøgelsen.

Hvis du får blodfortyndende medicin

Hvis du er i blodfortyndende behandling, skal du kontakte afdelingen på telefon: 38 62 20 55 og meddele dette.

Hvis du kun tager et præparat indeholdende acetylsalicylsyre (Hjertemagnyl, Hjerdyl, Hjertemin, Magnyl Svage) eller dipyridamol (Dipyridamol, Persantin, Asasantin Retard), behøver du intet foretage dig.

Lindrende medicin til undersøgelsen:

Da undersøgelsen kan være forbundet med ubehag og smerter, vil du blive tilbudt at få smertestillende og beroligende medicin. Medicinen gives gennem et lille plasticrør (drop), som lægges i en blodåre i armen.

Du skal være opmærksom på, at hvis du får beroligende eller smertestillende medicin til undersøgelsen, må du de næste 24 timer ikke køre bil, cykle eller betjene farlige maskiner. Da medicinen kan påvirke dømmekraften anbefales det, at du ikke træffer juridisk bindende beslutninger samme dag.

I visse tilfælde kan den beroligende medicin medføre, at du efterfølgende har svært ved at huske den information, der gives efter undersøgelsen. Det kan derfor være en god ide, at en pårørende hører informationen sammen med dig.

Risiko ved undersøgelsen:

Nedre ballon-enteroskopi er generelt en sikker undersøgelse.

Hvis der ved undersøgelsen tages vævsprøver, er der kun en lille risiko for komplikationer.

Hvis der fjernes polypper ved undersøgelsen, er der en risiko for blødning (optræder hos 1-2 %) samt i sjældne tilfælde at der kommer hul på tarmen (sker ved 1 ud af 500 til 1 ud af 2000 undersøgelser).

Vigtige ting du skal være opmærksom på:

1 uge før undersøgelsen skal du holde pause med evt. jerntabletter.

3 dage før og frem til undersøgelsen skal du undgå groft brød med kerner samt fiberrige fødevarer så som tomater, æbler, appelsin, vindruer og andre kerneholdige frugter.

Dagen før undersøgelsen må du kun indtage flydende kost uden mælkeprodukter. Flydende kost er for eksempel: Klar suppe med eller uden bouillon, juice uden frugtkød, sodavand, saftevand, vand, kaffe og te.

Det er vigtigt at drikke rigeligt i dette døgn.

Kl. 18:00 dagen før undersøgelsen blander du Moviprep brev A og B i 1 liter koldt vand. Du kan med fordel blande det i forvejen og sætte det i køleskabet. Du må gerne tilsætte blandet frugtsaft eller juice uden frugtkød for smagens skyld.

Du skal drikke Moviprep blandingen i løbet af nogle timer – herefter skal du forvente hyppige toiletbesøg i de efterfølgende timer.

Du må gerne indtage flydende kost herefter.

På selve undersøgelsesdagen skal du 4-5 timer før undersøgelsen indtage endnu en liter Moviprep blanding i løbet af nogle timer. Du skal også herefter forvente hyppige toiletbesøg.

Du må drikke indtil 2 timer før undersøgelsen starter.

Udrensningsmidlet Moviprep kan afhentes i ambulatoriet (afsnit 435 eller 439) uden forudgående aftale på hverdage mellem kl. 08.00 og 14.30, eller du kan selv købe det på apoteket uden recept.

Efter undersøgelsen:

Du kan drikke og spise frit, når undersøgelsen er afsluttet.

Hvis der ikke er givet lindrende medicin, kan du forlade afdelingen, så snart du er informeret om undersøgelsesresultatet og den videre plan for din behandling.

Hvis du har fået lindrende medicin, skal du forvente, at du efter undersøgelsen observeres i afdelingens opvågningsafsnit, indtil du føler dig klar til at komme hjem.

Opvågningsafsnittet er primært for patienter, hvorfor dine pårørende bedes vente i venterummet.

Afdelingen kan tilbyde drikkevarer efter undersøgelsen, men ikke mad – derfor kan det være en god ide at medbringe en madpakke.

Hospitalets endoskopiafsnit kan kontaktes på telefon: 38 62 16 00 mellem kl. 8:00 og 13:00.

Ubehag efter undersøgelsen?

I timerne efter undersøgelsen kan der være ubehag i maven i form af lette smerter og trykkende ubehag.

Hvis der er taget vævsprøver, kan der forekomme lidt blødning.

Hvis du efter undersøgelsen får kraftig eller længerevarende blødning fra tarmen, eller du får smerter i maven eller feber, bedes du kontakte sygehuset:

På hverdage mellem kl. 08.30 og 12.00 kan du kontakte endoskopiafsnittet på telefon: 38 62 16 00.

Uden for dette tidspunkt kan du kontakte Gastroenhedens akutte modtageafsnit på telefon: 38 62 57 62.

Svar på undersøgelsen:

Inden du forlader endoskopiafsnittet, vil du blive informeret om resultatet af undersøgelsen og eventuelle forholdsregler efter undersøgelsen.

Hvis der er taget prøver ved undersøgelsen, vil du blive informeret om, hvordan du får svar på disse.

Vær opmærksom på:

Det anbefales, at du ikke medbringer værdigenstande (smykker, penge og lignende), da disse ved bortkomst ikke erstattes af sygehuset.

Det er ikke tilladt at ryge på hospitalet samt på hospitalsområdet.

Hvis du er bloddoner, bedes du kontakte blodbanken med henblik på evt. karantæne.

Billedet viser at Afsnit 331 ligger i Gult Center 3.
https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør