Kikkertoperation

Information om kikkertoperation.

Du skal have lavet en kikkertoperation (laparoskopi). Her kan du læse om, hvordan din indlæggelse vil forløbe på Gynækologisk Sengeafsnit 414.

Hvor og hvornår skal jeg møde?

Du skal møde i Gynækologisk Sengeafsnit 414, Center 4., 1. sengeetage. Dagen før operationen skal du ringe og få at vide, hvornår du skal møde på operationsdagen. Tlf: 38 62 31 91 kl 14.00-15.00.

Inden din operation

Du skal bade om morgenen, da ren hud nedsætter risikoen for betændelse. Du skal også vaske dig i navlen. Vi bruger navlen til at se ind i bughulen, så er det vigtigt, at den er ren. Brug vatpinde til det.
Du skal fjerne eller klippe kønsbehåringen tæt 3-4 dage før operationen. Bemærk, at du ikke må barbere dig med en skraber, da den kan give små rifter i huden.

Ur, smykker eller piercinger skal du efterlade derhjemme. Undlad neglelak, creme og makeup på operationsdagen. Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller må du gerne have dem med.

Samtale mellem læge, patient og sygeplejerske.

Det er en god idé med løstsiddende tøj og indendørs sko. Tag gerne læsestof eller andet med, der kan udfylde ventetiden.

Du må gerne have mobiltelefon med.

For at nedsætte blødningsrisikoen efter operationen skal du så vidt muligt i 3 dage op til operationen undgå: Aspirin, Hjertemagnyl, Idotyl, Kodimagnyl , Treo og fiskeolie.

Håndkøbsmedicin

Du får brug for medicin efter udskrivelsen. Du skal også tage smertestillende medicin hjemmefra før operationen (Se tjeklisten). Derfor anbefaler vi, at du køber medicinen, før du bliver indlagt.

Du skal købe:

  • Paracetamol á 500 mg
  • Ibuprofen á 200 mg
  • Pantoprazol á 20 mg
  • Magnesia á 500 mg

Du skal faste

Alle muskler bliver slappe, når du bliver bedøvet. Hvis mavesækken ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Det kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Derfor er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.

Hvis du ikke overholder fastereglerne, vil din operation blive aflyst.

Fasteregler

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise. Det gælder også tyggegummi, bolsjer og pastiller.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.
  • 2 timer før skal du stoppe med at ryge, da rygning giver mavesyre.

På operationsdagen

Du skal tage smertestillende medicin 2 timer før mødetid. Hvis du skal møde kl. 6.45 som den første, skal du først tage den smertestillende medicin kl. 06.00 - se huskelisten på sidste side. Du får udleveret hospitalstøj i afdelingen. Du får støttestrømper på under hele forløbet. Desuden får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin om aftenen efter operationen. Støttestrømperne og medicinen gør risikoen for blodpropper efter operationen mindre. 

Du skal selv gå til operationsgangen. Hvis du er dårligt gående, kan du blive transporteret af en portør.

På operationsstuen

På operationsafsnittet vil operationssygeplejersker, narkoselæge og narkosesygeplejerske (som skal bedøve dig) og kirurgen (som skal operere dig) hilse på dig.

Du får lagt et lille plastikrør i en blodåre (en venflon) på håndryggen, som du får bedøvelsesmedicin og saltvand i. Når du er bedøvet, får du lagt et blærekateter, som fjernes efter operationen.

Sådan foregår operationen

Operationen varer ca. en time og foregår i fuld bedøvelse. Lægen fører en tynd kikkert ind gennem navlen og to instrumenter gennem snit nederst i maven. Alle tre snit er ganske små, ca. ½ cm. Der pustes luft ind i maven for, at lægen bedre kan se derinde.

Det er ofte først under selve operationen, at lægen kan vurdere præcis, hvad der skal gøres.

Operation.

Huden bliver syet med selvopløsende tråd, så der er ikke behov for at få fjernet sting efter operationen. Stingene opløses og falder af i løbet af 1-3 uger. Snittet i navlen bliver ofte ikke syet.

Mulige komplikationer

Ved enhver operation er der risiko for, at der kan opstå komplikationer både under og efter operationen. De hyppigste komplikationer bliver kort gennemgået her.

I meget sjældne tilfælde kan der opstå skader på tarm, blære eller urinleder. Eventuelle skader syes med det samme. Det kan gøre, at du skal være indlagt i længere tid, men vil kun sjældent give dig varige gener eller mén.

Bedøvelsen indebærer også en meget lille risiko. Hvis du oplever angst eller utryghed ved bedøvelsen, bør du tale med narkoselægen om dette.

Der er risiko for, at du kan få en infektion i operationssåret, få blærebetændelse eller lungebetændelse, som gør, at du skal have antibiotika.

Efter operationen

Efter operationen bliver du først overført til opvågningsafsnittet. Her er der personale og teknisk udstyr til at overvåge dig de første timer efter operationen.

Du må få én person ad gangen på besøg på opvågningsstuen. Efter tiden på opvågningsafsnittet kommer du tilbage til Gynækologisk Sengeafsnit.

Billedet viser en patient i en hospitalsseng, der snakker med en sygeplejerske.

Det er vigtigt, at du hurtigt får gang i kroppen igen efter operationen. Det forebygger komplikationer. Plejepersonalet hjælper dig blandt andet med:

  • at få mad og drikke hurtigst muligt efter operationen.
  • at komme ud af sengen, enten ved at sidde på sengekanten eller gå små ture i afdelingen.
  • at få smertestillende medicin nok, så du kan komme ud af sengen.
  • at få kvalmestillende medicin, hvis du har behov for det.
  • Vi anbefaler, at du fjerner forbindingerne 24-48 timer efter operationen, hvis ikke de er blevet fjernet under din indlæggelse.

Udskrivelse

Du kommer til at tale med en læge og en sygeplejerske i forbindelse med udskrivelsen. Du får udleveret skriftlig information om tiden efter udskrivelsen.

Du kan forvente at blive udskrevet samme dag eller dagen efter operationen.

Tjekliste – sådan bliver du helt klar til operation

Dato for operation ___________________________

Inden du møder til operation, skal du huske at:

☐ Ringe til afdelingen dagen før din operation mellem kl. 14 -15 for at få besked om mødetiden på tlf. 38623191. Hvis du skal opereres mandag, skal du ringe om fredagen.

☐ Købe håndkøbsmedicin, så du har det til efter udskrivelsen.

☐ Fjerne dine kønshår 3-4 dage før operationen.

☐ Faste 6 timer før mødetid + tørste 2 timer før mødetid.

☐ Tage smertestillende medicin 2 timer før du møder: 2 stk. paracetamol (1000 mg) og 2 stk. ibuprofen (400 mg). Dog kl. 6, hvis du bliver bedt om at møde kl. 7.

☐ Møde nyvasket – ingen smykker, ingen makeup, ingen neglelak, ingen bodylotion.

☐ Rense din navle med en vatpind.

Medbring på operationsdagen:

☐ Egen medicin, hvis du tager andet medicin end det, du skal tage i forbindelse med din operation.

☐ Morgenkåbe/andet løstsiddende tøj og behagelige sko.

☐ Toiletsager.

☐ Læsestof, computer eller andet til ventetiden. Vi opfordrer dig til, at lade andre værdigenstande blive hjemme. Hvis du har spørgsmål i forbindelse med dit besøg i ambulatoriet eller til operationen, kan vi tale om det, når du ringer til os for at få oplyst dit mødetidspunkt dagen før din operation.

Egne notater:

________________________________________________________________

________________________________________________________________

________________________________________________________________

Redaktør