Kejsersnit - tiden efter

Information om tiden efter et kejsersnit.

Du har født ved kejsersnit - enten planlagt eller uplanlagt. Her kan du læse om dagene efter et kejsersnit, og hvad du skal være opmærksom på i tiden efter.

Billedt viser et nyfødt barn med familie.

Hurtigt i gang igen

Ca. seks timer efter kejsersnittet skal du prøve at komme ud af sengen for at få kroppen i gang efter operationen. Du skal helst så hurtigt som muligt ud at gå en tur rundt i Barselsafsnittet. I dagene efter operationen skal du veksle mellem at sidde, at gå rundt og at ligge og hvile dig.

Normalt vil du selv kunne klare at komme i bad og passe og skifte dit barn dagen efter, du har født. De fleste har dog brug for en ledsager, som hjælper.

Kateter

Vi fjerner kateteret fra blæren. Du skal gerne have tisset indenfor fire timer efter, vi har fjernet kateteret. Nogle kvinder har svært ved at tisse af sig selv, efter de har haft et kateter i blæren. Sig til, hvis det er svært for dig.

Plaster og tråde

Ca. et døgn efter kejsersnittet vil du få plasteret over arret fjernet. Du kan derefter gå i bad som du plejer. Du skal ikke have fjernet tråde. Du er syet indvendigt med en tråd, der opløser sig selv. Den kan ikke ses udefra.

Når plasteret er væk, vil der stadig sidde strips på, som holder huden sammen. Disse strips skal du fjerne senest 1 uge efter dit kejsersnit.

Tyg tyggegummi efter operationen

Når du er blevet opereret i maven, kan tarmene gå i stå. Det kan give kvalme og mavesmerter, fordi det kan være svært ved at komme af med luft og afføring. Det kan hjælpe at tygge tyggegummi, da det får tarmene til at bevæge sig.

Vi anbefaler, at du efter operationen tygger tyggegummi tre gange om dagen i tilsammen en time. Du skal fortsætte, indtil tarmene fungerer igen.

Tarmene skal i gang igen

For at få tarmfunktionen i gang efter bedøvelsen får du også tabletter, der fremmer tarmens arbejde, indtil du har afføring. Derefter skal du stoppe med at tage dem.

Motion er vigtigt for at få maven i gang igen, derfor bør du gå ture dagligt. Du bør også drikke rigelig væske.

Mad og drikke

Du må spise og drikke, som du har lyst til - du kan dog godt opleve at have lidt kvalme.

Behandling af smerter

Efter kejsersnittet vil du have smerter i såret og sammentrækninger i livmoderen, såkaldte efterveer, der ofte kommer, når du ammer.

Under indlæggelsen vil du få udleveret smertestillende medicin med faste intervaller. Det er medicin, som ikke påvirker barnet gennem modermælken.

I nogle tilfælde er denne medicin ikke nok. Du skal derfor sige til, hvis du har brug for mere. Vi vil også være opmærksomme på at spørge dig.

Kløe efter rygbedøvelse

Nogle patienter får kløe af medicinen i forbindelse med rygbedøvelsen. Det er sjældent så generende, at det skal behandles. Det forsvinder som regel i løbet af nogle timer, men der kan gå op til 1 døgn.

Hovedpine

Ca. 1 % får en kraftig hovedpine efter spinalblokaden. Det er en hovedpine, som forsvinder, når du ligger fladt ned, og kommer når du rejser dig op. Sig til personalet, hvis det passer på dig.

Efterfødselssamtale

Du kan få en samtale med en jordemoder eller en læge om din fødsel, hvis du har fået akut kejsersnit. Sig til personalet hvis du ønsker dette.

Lægeundersøgelse af mor og barn

Du vil ikke blive tilset af en læge efter kejsersnittet, medmindre der er særlige grunde, eller du selv ønsker det.

Hvis der er behov for det, vil dit barn blive undersøgt at en børnelæge inden udskrivelsen. Efter udskrivelsen kan du få barnet undersøgt hos din egen læge.

Udskrivelse

Hvis du og barnet har det godt, udskrives I inden kl. 10 på 3. dagen (den dag du får lavet kejsersnit, kalder vi for 1. dagen). Inden I går hjem, tilbyder vi et fælles informationsmøde, sammen med de andre forældre, som skal hjem.

Billedet viser en far med sin nyfødte søn.

Hjemme igen

Gener fra arret

  • Det er normalt, at der kan være hævet omkring arret i de første uger.
  • Nogle har blå mærker omkring arret, som kan være ømme.
  • Det er normalt, at huden omkring arret er følelsesløs. Det er de små nerver, der er skåret over. Det betyder ikke noget, og i de fleste tilfælde vil der komme normal følelse i huden i løbet af nogle uger eller måneder.

Gener ved vandladning

Nogle kan have smerter når blæren tømmes i slutningen af vandladningen. Det skyldes, at der er blevet skubbet til blæren under operationen. Det er ufarligt, og det forsvinder i løbet af nogle uger.

Er du i tvivl om du har blærebetændelse, skal du kontakte din egen læge.

Smertestillende medicin derhjemme

Vi anbefaler, at du tager fast smertestillende medicin de første 5 dage.

  • Paracetamol (fx Pinex, Panodil, Pamol) 2 tabletter = 1 g højst fire gange i døgnet.
  • Ibuprofen (fx Ipren, Ibumetin, Burana) 1-2 tabletter = 200-400 mg højst fire gange i døgnet.

Du bør læse indlægssedlerne, og kun bruge denne form for medicin, hvis du kan tåle det. Medicinen vil ikke påvirke dit barn, når du ammer.

Hvis du tager begge dele, virker det bedst, hvis du tager tabletterne samtidig. Det tager ca. 30-45 min. før det virker. Det er vigtigt, at du tager din smertestillende medicin, så du kan bevæge dig frit.

Efter 5 dage bør du stoppe med Ibuprofen. Nogen har behov for smertestillende medicin i op til 14 dage. Det skal helst være paracetamol. Hvis smerterne fortsætter, eller forværres skal du kontakte din egen læge.

Mavemusklerne skal skånes

Vi anbefaler, at du ikke løfter ting, der er tungere end ca. 10 kg de første seks uger. Det svarer til dit barn og en lift.

Værd at vide

Du kan læse mere om barselperioden i pjecen ”Velkommen til Barselsafsnittet” eller finde oplysningerne på vores hjemmeside www.hvidovrehospital.dk/baby

Betydning for næste graviditet og fødsel

Selv om du har født ved kejsersnit denne gang, er det ikke sikkert, at du behøver føde ved kejsersnit næste gang.

Vi anbefaler, at du venter mindst 1 år med at blive gravid igen.

Du kan i næste graviditet tale med en fødselslæge om, hvordan du ønsker at føde.

På vores hjemmeside www.hvidovrehospital.dk/efterkejsersnit kan du læse mere om fordele og ulemper ved hhv. vaginal fødsel og planlagt kejsersnit, når du tidligere har fået ét kejsersnit.

Kontakt os

  • Hvis du får feber.
  • Hvis såret bliver rødt og ømt.
  • Hvis der siver væske fra såret.
  • Hvis du får ildelugtende udflåd

Sker det efter den første uge, skal du kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Redaktør