Hvidovre Hospital tilbyder behandling af Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL) ved hjælp af telemedicinsk teknologi og udstyr. Med udstyret kan du måle din puls, iltmætning, vægt og lungefunktion hjemmefra og tale med os over telefonen i stedet for at møde i ambulatoriet. Du skal dog til kontrol 1 gang om året, hvor du taler med en læge. Opstår der derudover behov for at se dig i ambulatoriet, vil vi hurtigt finde en tid til dig.
Det telemedicinske udstyr består af en trykfølsom skærm (en tablet), et lungefunktionsapparat, en iltmætningsmåler og en vægt, som sættes op i dit hjem. Udstyret er meget simpelt og lige så nemt at bruge som et fjernsyn. Udstyret er på størrelse med en lille bærbar computer og kan pakkes sammen, når du ikke bruger det.
Det kræver MitID at deltage i det telemedicinske tilbud.
Tilbuddet er et midlertidigt behandlingstilbud og relevansen af tilbuddet vurderes derfor løbende.