Blodprøvetagning
Du vil blive bedt om at bekræfte din identitet ved at sige dit CPR-nummer.
Blodprøvetagningsforløbet
- Du får en elastik strammet om overarmen inden blodprøven. Det hjælper med at fylde blodårene, så blodprøven er lettere at tage.
- Din hud sprittes af for at undgå infektion ved indstiksstedet.
- Du stikkes med en nål i blodåren og blodet løber via en slange ind i blodprøveglasset.
Når du får taget en blodprøve, er det en mindre mængde blod, som bliver taget i små blodprøveglas, svarende til 3-6 ml. pr. glas. Nålen bliver i blodåren, imens der bliver taget flere blodprøveglas.
Dine blodprøveglas får sat et prøvetagningsmærkat på, så analyseresultatet kan sættes sammen med det korrekte CPR-nummer.
Fortæl gerne til prøvetageren hvis du tidligere er blevet dårlig i forbindelse med en blodprøvetagning.
Der er mulighed for at ligge ned under prøvetagningen.
EKG-optagelse
- Du skal have tøjet af overkroppen, så personalet kan sætte elektroder på huden.
- Du får klistret 10 elektroder på huden. 1 på hver arm og hvert ben og 6 på brystkassen. Elektroderne skal have direkte kontakt til huden.
- Det kan være nødvendigt at skrabe en del af hårene væk på din brystkasse, hvis du er meget behåret.
- Du skal ligge ned under EKG-optagelsen. Det er vigtigt at du ligger helt stille.
- Selve EKG-optagelsen tager ca. 1 min, men hele undersøgelsen inkl. forberedelse tager i alt ca. 10 min.