Hjertets blodforsyning - undersøgelse (myokardieskintigrafi)

Ved en skanning med radioaktivt sporstof kan vi se blodforsyningen til hjertet.

Kort om undersøgelsen

Du skal have undersøgt dit hjertes blodforsyning ved en skintigrafi. En skintigrafi er en skanning, hvor vi bruger radioaktivt sporstof. Sporstoffet gør blodforsyningen til hjertet synlig på skanningsbillederne.

Undersøgelsen forløber over 2 dage. Du skal forvente at være på hospitalet i 2-3 timer begge dage.

Du skal forberede dig til begge de dage, undersøgelsen løber over, med mindre du får andet at vide den første dag. 

Vigtig forberedelse

Du må ikke indtage koffein

For at undersøgelsen kan gennemføres, må du ikke indtage koffein i form af fx chokolade, kaffe, cola, Faxe Kondi, te eller energidrik fra kl. 08.00 dagen inden undersøgelsen.

Du må spise et let måltid

Du må gerne spise et let måltid 2 timer før undersøgelsen, fx en skive brød eller lidt yoghurt.

Undgå disse former for medicin

Nogle slags medicin kan påvirke resultatet af undersøgelsen. Derfor skal du undgå følgende medicin i tiden op til undersøgelsen, med mindre vi har aftalt noget andet med lægen:

  • Hvis lægen har bedt dig holde pause med betablokkere (fx Selo-Zok, Metoprolol, Atenolol og Bisoprolol) eller calcium-blokkere (fx Verapamil, Amlodipin og Cardil) er det vigtigt, at du husker det.
  • Fra 5 døgn før må du ikke tage potensfremmende midler med tadalafil, vardenafil, sildenafil eller avanafil (fx Cialis, Spedra, Vizarsin og Viagra).
  • Fra 2 døgn før må du ikke tage blodpladehæmmende midler med dipyridamol eller nicorandil (fx Persantin, Dipyridamol, Asasantin, Angicor, Nicorandil og Ikorel).
  • Fra 24 timer før må du ikke tage medicin med koffein (fx Ergokoffin, Kodamid, Treo, Panodil Extra, Koffisal, Arax Extra).
  • Fra 24 timer før må du ikke tage lungemedicin med theofyllin (fx Theo-Dur og UniXan). Hvis du ikke kan undvære denne medicin, skal du kontakte os.
  • Fra 12 timer før må du ikke tage langtidsvirkende medicin mod hjertekramper (fx Imdur, Cardopax, Farmidur, Fem-Mono Retard, Isomex og Isosorbidmononitrat).
  • Fra 2 timer før må du ikke tage nitroglycerin under tungen, med mindre du får brystsmerter.

Tag din øvrige medicin, som du plejer. Kontakt os, hvis du er i tvivl eller har spørgsmål.

Tag din egen inhalationsmedicin med

Hvis du tager inhalationsmedicin, skal du fortsætte med at tage den, som du plejer, medmindre du er blevet bedt om andet. Det er vigtigt, at du tager din inhalationsmedicin med til undersøgelsen.

Medbring en liste over din medicin

Hvis du tager medicin, skal du medbringe en liste over, hvilken medicin du tager og hvor meget. Det er vigtigt for din undersøgelse, at vi kender medicinens navn, styrke, dosis og årsagen til, at du tager den. Hvis du ikke har en liste, så tag din medicin med i stedet.

Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer skanningsbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt nogle typer af tøj fra det område, der skal skannes. Tag gerne smykker af hjemmefra.

På hospitalet 

Undersøgelsen

På undersøgelsens første dag får du sat elektroder på brystkassen, så vi kan følge din hjerterytme under undersøgelsen. Vi måler også dit blodtryk og tager et EKG (elektrokardiogram). Mens du cykler på en motionscykel, giver vi dig sporstof i en blodåre i din arm. Hvis du ikke kan cykle, giver vi dig medicin, som påvirker hjertet på samme måde som fysisk aktivitet. Medicinen kan kortvarigt give ubehag som let åndenød og hovedpine. Det forsvinder kort efter undersøgelsen.

Efter, at du har cyklet eller fået medicin, skanner vi dig, mens du ligger ned med armene over hovedet. Skanneren drejer rundt om dig og tager billeder af hjertet fra alle sider. Skanningen varer 30 minutter. I nogle tilfælde skanner vi dig igen.

På undersøgelsens anden dag får du igen sporstof i en blodåre. Du bliver skannet igen, mens du ligger ned med armene over hovedet. Skanningen varer 30 minutter.

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om undersøgelsen på www.patienthåndbogen.dk. Søg på ’skintigrafi af hjertet’ og ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’.

Redaktør