Hånd: Træning efter operation af Dupuytrens kontraktur

Information om træning efter operation af Dupuytrens kontraktur.

Du er blevet behandlet for Dupuytrens kontraktur, også kaldet kuskefingre eller kuskehånd. Du skal nu i gang med at genoptræne dine fingre. I denne pjece kan du læse om, hvordan du skal bruge hånden, og hvilke øvelser du skal lave.

Kuskehånd skyldes, at bindevævet i håndflade og fingre trækker sig sammen. Første del af behandlingen er en operation, hvor man fjerner det væv, der har trukket sig sammen.

Efter stingene er blevet fjernet, ca. 14 dage efter operationen, vil du i ambulatoriet få udleveret en skinne som en af dem på billederne til at holde fingrene strakte.

Billedet viser den skinne, man skal gå med, til at holde fingrene strakte.

Hvor længe skal jeg bruge skinnen?

Skinnen skal primært benyttes om natten i op til tre måneder efter operationen. Hvis du oplever, at fingrene trækker sig sammen i løbet af dagen, kan du tage skinnen på i én time om formiddagen og én time om eftermiddagen.

Brug hånden i det daglige

Du skal bruge hånden til dine almindelige daglige gøremål, f.eks. når du tager tøj på, spiser og dyrker sport eller andre fritidsaktiviteter.

Behandling af sår og ar

Det er normalt, at det væsker eller bløder lidt fra såret, når du træner eller bruger hånden i det daglige. Hvis du har sår, skal du have plaster på og sørge for at holde området omkring såret rent og ikke røre ved snavsede ting.

Du skal massere omkring såret med uparfumeret creme. Du skal massere arret, når sårskorpen er faldet af. Massagen er med til at blødgøre arret, så det heler pænere og bliver mere smidigt.

Dårlig, forsinket sårheling

Der kan opstå problemer med sårheling, men det heler altid op. Det skyldes næsten aldrig infektion, men at huden er tynd og dårlig. Rygning giver dårlig sårheling.

Kontakt Ortopædkirurgisk Ambulatorium

  • Hvis du har mistanke om infektion (feber, rødme, hævelse, der kommer pus ud af såret).
  • Hvis skinnen giver trykmærker.
  • Hvis skinnen går i stykker.
  • Hvis du får smerter i hånden, når du har skinnen på.

Fingerøvelser

Vi anbefaler, at du udfører øvelsen 4-6 gange om dagen med 10 gentagelser. Udfør øvelsen i et roligt tempo. Du må gerne mærke, at det strammer eller trækker i såret.

Det er vigtigt, at du laver dine øvelser derhjemme. Så opnår du det bedst mulige resultat.

Billedet viser fingerøvelserne.
  • Læg underarmen på et bord med hånden i håndkantstilling (se øverste billede).
  • Bøj og stræk fingrene til yderstilling.
  • Når du bøjer, skal du først bøje yderled, derpå mellemled og til sidst grundled i en rullende bevægelse.
  • Når du strækker, skal du først strække grundled, derpå mellemled og til sidst yderled.
Redaktør