Du skal have HUSK® med Kalk/SylliFlor® calcium Du kan her læse om, hvor du kan købe produktet og hvordan du skal tage produktet.
Virkning
HUSK® med Kalk/SylliFlor® calcium virker mildt stoppende og regulerende på hyppig tynd afføring.
Indhold
HUSK® med Kalk/SylliFlor® calcium består af loppefrøskaller (Ispagula husk) og kalkpulver.
Loppefrøskallerne virker ved at binde væske i tarmen, mens kalken neutraliserer de stoffer, der irriterer tarmen og medfører diaré.
Indkøb
HUSK® (1 kg) fås på apoteket, hos Matas og i mange supermarkeder.
Kalk fås som calciumfosfat (250 g) på apoteket og hos Matas.
Det kan være vanskeligt at finde et apotek eller en Matas-forretning, som har eller vil indkøbe calciumfosfat, hvorfor det kan være nødvendigt telefonisk at forespørge.
Din læge kan skrive en recept på HUSK® med Kalk. Apoteket vil så blande HUSK® og Kalk. Prisen kan hermed være lidt højere.
SylliFlor® calcium er et alternativ til Husk® med kalk. Det indeholder samme ingredienser, men har en sprød og let sødet overflade. Det kan købes på apoteket, i helsekostforretninger eller bestilles på internettet.
Dosering
Opskrift: 2 dele HUSK til 1 del Kalk dvs. f.eks. 1 kg HUSK til 500 g kalkpulver.
Uanset produkt, starter du med 5 g (ca. 1 spsk.) 2 gange dagligt. Regulér evt. dosis lidt op eller ned afhængig af virkningen.
Drys blandingen på f.eks. yoghurt, A38®, Cultura®, ymer eller lignende.
Det er vigtigt, at du drikker rigeligt - mere end sædvanligt.