Godt at vide efter abort i 2. trimester

Information om abort i 2. trimester.

Læs mere om tiden efter udskrivelsen, og hvad du skal være særlig opmærksom på.

Du er klar til at blive udskrevet, når:

  • Du har tisset
  • Du kan holde dine smerter ud
  • Du har blødning svarende til menstruation
  • Du har spist og drukket
  • Du er blevet udskrevet og informeret af sygeplejersken om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme

Smerter

Det er normalt at have lette menstruationslignende smerter. Du kan efter behov tage Paracetamol 1000 mg og Ibuprofen 400 mg max 4 gange dagligt.

Du bør henvende dig til egen læge eller Akuttelefonen 1813, hvis du har kraftige smerter og det smertestillende medicin ikke virker.

Blødning

Der kan være blødning som menstruation efter aborten. Blødningen bliver herefter mindre og mindre og ender som pletblødning. Pletblødning kan forekomme i 4-8 uger frem til din næste menstruation. Du skal anvende hygiejnebind og ikke tamponer.

Ved kraftig blødning, det vil sige mere end menstruationsstyrke, bør du henvende dig til egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Infektion og komplikationer

Efter aborten er der risiko for infektion.

Hvis du får temperaturstigning over 38 grader eller ildelugtende udflåd skal du henvende dig til egen læge eller Akuttelefonen 1813.

Stoppe mælkeproduktionen

Vi anbefaler, at du tager mælkestoppende medicin indenfor det første døgn efter selve aborten, hvis din graviditet blev afbrudt efter 16. graviditetsuge.
Præparatet hedder dostinex og gives som en engangsordination. Som regel stopper det mælkeproduktionen helt, men i enkelte tilfælde kan nedløbsrefleksen være så stærk, at man skal have en ekstra kur.
For at forebygge dette anbefaler vi, at du bruger en stram BH i den første uge efter aborten.

Du bør undgå

Du bør undgå karbad og svømning i pool eller hav, indtil din blødning er ophørt pga. infektionsrisiko.

Udskrabning

Hvis du har fået fortaget en udskrabning, gælder samme forholdsregler som ellers beskrevet i pjecen.

Seksualliv

Seksuallivet kan genoptages straks, men der bør anvendes kondom, indtil blødningen er ophørt.

Ægløsning og menstruation

Man kan i nogle tilfælde blive gravid allerede efter 2 uger.
Hvis du ikke vil være gravid, bør du derfor anvende prævention. Du kan forvente at få menstruation 4-8 uger efter aborten. Den kan være kraftigere end normalt.

Følelserne bagefter

Den første tid, efter du er kommet hjem, kan være svær. Man reagerer forskelligt. Nogle har pårørende og venner at tale med. Andre klarer det ved at tale med læger og sygeplejersker. Andre igen har det bedst med at bearbejde det selv. Uanset hvordan du klarer det, tager det tid – hvor lang tid er forskelligt fra person til person.

Kontakt din læge eller 1813, hvis:

  • Du får temperaturstigning over 38 grader
  • Du har ildelugtende udflåd
  • Din blødning er kraftigere end menstruationsstyrke
  • Du har kraftige smerter og det smertestillende medicin ikke virker

Har du spørgsmål?

Hvis du oplever gener eller har spørgsmål efter operationen, kan du i løbet af de første 72 timer efter udskrivelsen henvende dig til Gynækologisk sengeafsnit, afsnit 414 telefonisk (se kontaktinformationer nederst).

Når der er gået mere end 72 timer efter udskrivelsen, skal du ved behov henvende dig hos egen læge eller ringe til Akuttelefonen 1813.

Redaktør