Du er blevet indkaldt til en ganganalyse. Formålet med undersøgelsen er at undersøge dit gangmønster, så vi kan planlægge den optimale behandling for dig. Du kan her læse mere om, hvordan ganganalysen foregår.
Hvad er en ganganalyse?
Førhen iagttog lægen, hvordan patienten gik og brugte sin erfaring til at vurdere den bedste behandling. Med en ganganalyse kan lægen få en dybere indsigt i det komplekse gangmønster. Tilsammen vil ganganalysen, almindelig observation og fysiske tests give et bedre beslutningsgrundlag for at bestemme den optimale behandling.
Hvor foregår undersøgelsen?
Du henvender dig i skranken i Ortopædkirurgisk Afdeling, Center D og venter på at blive kaldt ind.
Hvordan foregår undersøgelsen?
Til undersøgelsen skal du have bare ben og fødder. Medbring derfor et par korte shorts med elastik i taljen.
Under en ganganalyse filmes måden du går på med både almindelige og infrarøde kameraer mens du går henover avancerede kraftmålere i gulvet. Optagelserne bruges til at beregne ledbevægelser og identificere ex. muskelsvagheder eller muskelstramninger der kan påvirke gangmønsteret.
På særlige punkter på benene bliver der påsat markører, som kameraerne kan følge. Der monteres evt. også elektroder til måling af muskelaktivitet i benets muskler. Nogle gange gennemføres også en fodtryksmåling, hvor trykfordelingen under fødderne registreres, mens du går frem og tilbage hen over en plade i gulvet. Til sidst måles styrke og bevægelighed i hofte-, knæ- og ankelled mens du ligger på en briks.
For at analysen bliver præcis, skal markørerne sættes præcist, og det kan godt tage tid og kræve en vis tålmodighed. Alle markører og elektroder bliver påsat med tape, og der er intet fysisk ubehag forbundet med ganganalysen. Når alle markører er påsat, skal du gå frem og tilbage i laboratoriet, indtil der er opsamlet tilstrækkeligt med gode målinger.
Hele undersøgelsen tager ca. 1½ time.
Hvis dit barn skal til ganganalyse
Hvis det er dit barn der skal undersøges, er det en god ide, at I har spist inden, og at du har forberedt dit barn på, at det kan tage lidt lang tid. Du kan også fortælle, at du er til stede under hele undersøgelsen, og at det ikke gør ondt.
Store Nørd fra DR Ultra har lavet en udsendelse fra Bevægelseslaboratoriet, hvor I også kan se en del af det dit barn skal igennem:
https://www.dr.dk/drtv/se/ultra-nas_284938