Galdevejene - røntgenundersøgelse (cholangiografi)

Ved undersøgelsen gør kontraststoffet galdevejene synlige på røntgenbillederne.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af galdevejene. Vi sprøjter kontraststof i dit dræn for at gøre galdevejene synlige på røntgenbillederne.

Undersøgelsen bliver brugt til at vurdere forholdene omkring galdevejene, hvis du fx har fået fjernet galdesten. Undersøgelsen kan kun laves, hvis du stadig har drænet fra operationen liggende.

Undersøgelsen varer cirka 30 minutter, men det er en god idé at afsætte 1 time, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Giv besked, hvis du tidligere har reageret på kontraststof

Har du tidligere oplevet en reaktion på grund af kontraststof, skal du kontakte os inden røntgenundersøgelsen. Sig det også gerne til os ved selve undersøgelsen.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern smykker, ur med mere inden undersøgelsen

Smykker og ure kan forstyrre undersøgelsen. Du skal derfor fjerne smykker og andre genstande fra det område, der skal undersøges.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen

Undersøgelsen

Du ligger ned, mens du bliver undersøgt. Vi gennemlyser området med røntgenstråler, så vi kan se galdevejene og galdeblæren på en skærm. Vi sprøjter kontraststof ind via drænet og tager billeder undervejs.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør