Forstoppelse

Information om og råd til at undgå forstoppelse

Det betragtes som normalt at have afføring fra 3 gange om ugen til 3 gange om dagen.
Forstoppelse/træg mave kan skyldes:

  • at man ikke får kostfibre nok
  • at man ikke får væske nok
  • at man bevæger sig for lidt
  • uregelmæssige toiletvaner
  • visse former for medicin

Forstoppelse kan medføre andre gener som:

  • almen utilpashed
  • mavesmerter
  • uro i kroppen
  • hæmoroider
  • søvnbesvær

Hvad kan der gøres for at undgå forstoppelse?

Spis mad med mange kostfibre

Kostfibre er plantedele, som har en stor vandbindende evne. De kan ikke fordøjes, men giver tarmen noget at arbejde med, og det er det, der er brug for.

Stor indtagelse af kostfibre og væske vil give en mere blød og regelmæssig afføring.

Kostfibre findes i brød, gryn, grøntsager og frugt.

Hvis du vil supplere med flere kostfibre, kan du hælde 1 spiseskefuld hvedeklid på din grød.

Loppefrøskaller (sælges bl.a. under navnet Husk) er et produkt, der kan bruges til at blande i maden. Det er nogle små skaldele, som bliver geleagtige, når de kommer i vand.

Det bedste er selvfølgelig at få alle kostfibrene gennem den almindelige hverdagskost.

Drik rigelig væske

Drik altid godt med vand, når du spiser fiberprodukter eller hvedeklid. Væske er nødvendigt for at gøre afføringen blød og lettere at komme af med. Drik mindst 2 liter væske hver dag. Kafe, te og alkohol virker vanddrivende og indgår ikke i væskeregnskabet. Kærnemælk og surmælksprodukter hjælper også på fordøjelsen hos mange.

Få mest muligt motion

Tarmsystemet holdes bedst i gang, hvis man bevæger sig meget. Gå om muligt en tur hver dag - og få også helst anden form for motion, f.eks. cykling, gymnastik eller svømning.

Regelmæssige toiletvaner

Det er vigtigt at give sig god tid til toiletbesøgene. Undertrykker man trangen til afføring, kan den naturlige tarmrytme forstyrres.

Værd at vide om medicin

Mange typer medicin kan virke stoppende, bl.a. smertestillende som f.eks. Kodimagnyl og andre kodeinholdige tabetter samt stærkere tabletter som f.eks. Ketogan, Morfin og Contalgin. Ofte gives der derfor sideløbende et afføringsmiddel. Hvis du har yderligere spørgsmål, kan du bede om en vejledning af afdelingens diætist.

I nedenstående oversigt kan du se, hvor mange gram kostfibre der findes i forskellige fødevarer: Du bør spise min. 20 g kostfibrie per dag - gerne mere.

1 tyk skive mørkt rugbrød eller fuldkornsbrød5 g
1 tyk skive lyst rugbrød4 g
1 tyk skiv grahamsbrød3 g
1 tyk skive franskbrød1 g 
1 dl havregryn2 g
1 dl kogte brune ris2 g 
1 dl kogte hvide ris1 g 
1 stor gulerod eller 1 porre3 g 
1 stor kartoffel eller 1 dl grønne ærter2 g 
1 dl snittet hvidkål/rødkål eller 1 stor tomat1 g 
1 banan3 g 
1 appelsin eller 1 æble/pære2 g 

Kogte grøntsager indeholder ligeså mange kostfibre som rå.

 

Redaktør