Gå til hovedindhold

Fødder og diabetes

Information om fødder og diabetes.

Billedet viser fødder.

Fødder og diabetes

Har du sukkersyge, kan du risikere at udvikle diabetisk nervebetændelse. Det kan medføre, at du efterhånden vil få mindre følesans eller i værste fald miste følesansen helt. At miste følesansen indebærer, at du ikke kan mærke kulde, varme, tryk og smerte.

Desuden vil din hud blive mere tør, fordi sved- og talgkirtlerne tilfører huden mindre fugt. Ved diabetisk nervebetændelse er der også større risiko for at udvikle sår på fødderne.

Du kan selv gøre meget for at undgå sår på fødderne. For eksempel ved hver dag at se dine fødder efter for vabler, sår eller revner. Det er en god idé at bruge et spejl.

Sådan undgår du sår på fødderne

  • Vask fødderne med vand og sæbe hver dag.
  • Tør fødderne grundigt, især mellem tæerne.
  • Se fødderne efter hver dag (evt. med et spejl).
  • Smør fødderne ind i creme hver dag (dog ikke mellem tæerne).
  • Gå aldrig på bare fødder eller på strømpesokker (heller ikke om natten), men brug hjemmesko.
  • Undgå fodbad, uanset om du har sår på fødderne eller ej. Fodbad udtørrer fødderne, fjerner hudens naturlige barrierer og ændrer bakteriefloraen. Du kan også risikere at brænde dig, hvis vandet er for varmt.

Sko og strømper

Mærk efter inde i skoene, om der skulle være småsten eller lignende. Husk også at mærke dine hjemmesko efter.

Billedet viser en person, der bruger et spejl til at kigge på undersiden af sin fod.

Ryst skoene, inden du tager dem på. Vend strømperne på vrangen, så du undgår tryk fra strømpesømmene. Køb sko, der passer. Sko skal ikke gås til!

Når du køber nye sko

Når du køber nye sko, er det vigtigt, at de passer med det samme og ikke skal gås til. Brug papirskabeloner til hjælp ved køb af nyt fodtøj.
Fodterapeuten kan hjælpe dig.

Billedet viser en patient, der tegner omridset af sin fod.
  • Stil dig på et stykke papir.
  • Læg vægten lige meget på begge fødder.
  • Tegn omridset af fødderne.
  • Klip papirskabelonerne ud.
  • Skabelonerne skal kunne ligge helt glat i skoene uden at folde.

Hård hud og nedgroende negle

Lad en statsautoriseret fodterapeut ordne dine fødder.
Har du nedgroede negle, kan din fodterapeut sætte en bøjle på, så neglen bliver rettet op og ikke kan trykke hul på huden.

Brug aldrig ligtorneplaster eller andre ætsende præparater til ligtorne og hård hud. Brug aldrig fodfil, pimpsten og andre varmeudviklere på fødderne, for det skader huden. Hård hud kommer af varme og friktion. Hvis du bruger fil på huden, danner det varme og friktion, så huden bliver stresset og danner mere hård hud.

Hvis du har sår

Hvis du er så uheldig alligevel at have fået et sår på fødderne, kontakt da straks fodterapeuten på hospitalet. Du finder nummeret nederst på siden. Opdager du såret uden for åbningstiden, skal du kontakte din egen læge/skadestuen. Et sår kan godt gemme sig under den hårde hud og kan være svært at se. En vabel er også et sår.

Undersøg dine fødder hver dag

Du kan ikke regne med, at dine fødder fortæller dig, når der er noget galt. Det vil sige, at selvom du ikke mærker noget i fødderne, betyder det ikke altid, at der IKKE er noget i vejen! Hvis der opstår rødme, varme eller hævelse omkring et sår, er det ikke sikkert, du kan mærke smerten, men du kan SE advarselstegnene. Husk derfor at undersøge dine fødder hver dag.

Ring hellere til fodterapeuten en gang for meget end en gang for lidt.

Find Endokrinologisk Ambulatorium

Kort over Hvidovre Hospital
Endokrinologisk Ambulatorium ligger i Center B (rødt center), etage 0 (Ambulatorieetagen), afsnit 541
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden