Du skal have foretaget en kikkertoperation af din tarm for at fjerne det stykke, som er ramt af sygdom. Her kan du læse om tiden før og efter operationen.
Mødetid til indlæggelse
_________dag, den ________________ kl._________
Dato for operation
_________dag, den. ________________ kl._________
Mødested
Center C, etage 1
Afsnit 313
Forberedelse
Rygning
Hvis du holder op med at ryge før operationen, mindsker du risikoen for komplikationer betragteligt. Det er også vigtigt, at du holder dig fra tobak i tiden efter operationen. Du kan få nikotinplaster eller -tyggegummi i afdelingen under indlæggelsen. Vi kan henvise dig til rygestopvejledning i din kommune, hvis du ønsker det.
Det er ikke tilladt at ryge på hospitalet - heller ikke E-cigaretter. Du må kun ryge i den udendørs kabine. Der er udgang til kabinen overfor kirken.
Alkohol
Et højt alkoholforbrug øger risikoen for komplikationer som hjerte-lungeproblemer eller infektioner. Har du et større indtag end Sundhedsstyrelsens anbefalinger, skal du stoppe helt med at drikke alkohol før operationen.
Undgå visse typer medicin
Der kan være medicin, du skal holde pause med inden operationen, fordi den kan påvirke din tilstand. F.eks. jerntabletter, diabetesmedicin og blodfortyndende medicin. Tager du fiskeolie, skal du også holde pause med den. Vi aftaler med dig, hvad der gælder for dig.
Hårfjerning
Dagen før operationen og før badet skal du fjerne hår fra brystet og ned til den øverste del af kønsbehåringen. Du skal fjerne håret med elektrisk hårtrimmer eller hårfjerningscreme. Du må ikke bruge en skraber. Hvis du har brug for hjælp til dette, kan du spørge personalet på afdelingen.
Gå i bad hjemmefra
Du skal tage et bad om aftenen før din operation eller om morgenen på selve operationsdagen. Inden badet fjernes alle smykker og evt. piercinger samt neglelak på både fingre og tæer. Rens navlen grundigt med en vatpind. Du må ikke bruge parfume efter badet. Du må bruge en fugtighedscreme (men ikke en fed creme) på arme, ben og i ansigtet, men ikke på maven, da det øger risikoen for infektioner. En smule parfumefri deodorant under armene er okay.
Efter badet skal du tage rent tøj på. Du må ikke tage smykker på igen, da der ofte bruges strøm under operationen, og der må derfor ikke være metal på kroppen.
Kost
I dagene op til operationen er det vigtigt, at du spiser varieret. Vær især opmærksom på at få protein. Protein er kroppens byggesten og medvirker til, at dit ar heler, du bevarer din muskelmasse og mindsker træthed. Proteiner findes især i mælkeprodukter, æg og kød. Dagen før operationen kan du spise normal kost indtil midnat.
Udrensning
Du vil få et lavement om aftenen, når du er mødt i afdelingen, og om morgenen inden du skal til operation. Personalet hjælper dig med dette.
Faste og tørste
Du skal faste fra midnat, men må drikke vand og saft indtil kl. 6 om morgenen, den dag du skal opereres. Personalet serverer 2 glas sød saft, som vi anbefaler, du drikker. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.
Ved indlæggelsen skal du medbringe:
- Din medicin til 3-4 dage.
- Toiletsager.
- Sko, der sidder fast, er rummelige og har en skridsikker sål.
- Du er velkommen til at benytte dit eget tøj efter operationen – vi anbefaler løstsiddende tøj.
- Medbring ikke værdigenstande. Hospitalet har kun ansvar for det, der er afleveret til opbevaring i Informationen.
Operationen
Du bliver vækket af plejepersonalet inden klokken 06, den dag du skal opereres. Du får udleveret en operationsskjorte og støttestrømper. Strømperne er med til at forebygge blodpropper i benene. Du får også en injektion i låret med blodfortyndende medicin, som forebygger blodpropper.
Børst dine tænder hver morgen og aften, mens du er indlagt, ligesom du plejer derhjemme. God mundhygiejne forebygger infektioner i luftvejene, f.eks. lungebetændelse. Du skal også børste tænder om morgenen inden operationen, men lad være med at synke vandet.
Du bliver hentet af en portør og kørt til operationen.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Du bliver kørt til opvågningsafdelingen, når operationen er slut. Her skal du være, indtil du kan flyttes tilbage til sengeafdelingen, hvor du bliver modtaget af plejepersonalet.
Information om operationen gives af lægen ved næste dags stuegang.
Efter operationen
I afdelingen arbejder vi efter internationalt anerkendte standarder for optimerede pleje- og behandlingsforløb. Vi har særligt fokus på information, smertebehandling, tidlig ernæring og bevægelse.
Vi har arbejdet med principperne i mange år og arbejder fortsat med at udvikle og optimere forløbene.
Vi har overordentligt gode erfaringer med flere tusinde patienter som er blevet behandlet og plejet efter disse principper.
Hurtigt i gang igen
Det er vigtigt, at du er så meget ude af sengen som muligt. Bevægelse sætter gang i tarmfunktionen og forebygger andre komplikationer, der kan opstå i forbindelse med operationen. Det betyder, at du allerede på operationsdagen skal op at gå og sidde i en stol.
Du skal være ude af sengen i 2-4 timer på operationsdagen, afhængig af hvad tid du er tilbage på afsnittet.
For mange kan det virke uoverskueligt at komme ud af sengen så kort tid efter en operation, men du får hjælp og støtte af personalet til at komme op.
I dagene efter operationen skal du være ude af sengen i 8 timer fordelt over dagen og med hvil ind imellem.
Kost efter operationen
Appetitten kan være lille efter en operation i tarmen. Prøv at tænke på, at mad er medicin, som hjælper dig med at blive rask.
Som udgangspunkt må du spise almindelig kost efter operationen. Vi tilbyder desuden proteinholdige drikke i form af proteindrik, koldskål, mælk eller kakaomælk. Husk at drikke rigeligt efter operationen, gerne 2 liter om dagen, og drik gerne varieret.
Hospitalet har a la carte-køkken. Du får udleveret et menukort, som du skal bestille mad fra. Plejepersonalet hjælper dig.
Du får udleveret tyggegummi under din indlæggelse. Tyggegummi er en del af behandlingen, da det har god effekt på mavetarmfunktionen og mindsker eventuel kvalme. Hvis du ikke kan tygge tyggegummi, kan syrlige bolsjer være et godt alternativ.
Vejrtrækning
Efter en operation er det godt med et ekstra ilttilskud, når man ligger i sengen. Du skal derfor have et iltkateter i næsen, når du hviler og sover.
Smerter
Du kan opleve smerter efter operationen. Vi sørger for at holde dine smerter på et minimum. Du får smertestillende medicin 4 gange dagligt.
Det er vigtigt at sige til, hvis du har behov for mere. For mange smerter resulterer i for lidt bevægelse, og det er vigtigt, at du får bevæget dig, så du undgår komplikationer.
I sjældne tilfælde kan kikkertoperationen ikke gennemføres. I så fald må vi åbne bugvæggen for at færdiggøre operationen. I disse tilfælde får du anlagt et tyndt kateter i ryggen til smertebehandling igennem en pumpe (epidural smertebehandling).
Vandladning
I forbindelse med operationen får du lagt et kateter ind i blæren. Det fjerner vi om aftenen på operationsdagen, så du derefter kan lade vandet som vanligt.
Udskrivelse
Du bliver udskrevet 2-3 dage efter operationen, hvis:
- Du har haft afføring.
- Du kan spise og drikke.
- Du kan dække evt. smerter og/eller kvalme med tabletbehandling.
- Du føler dig velforberedt.
- Der ikke er tegn på infektion.
Operationssåret
Du skal have fjernet klipsene fra operationen hos din egen læge 10 dage efter operationen. Du skal holde øje med infektionstegn. Det kan være varme, rødme, hævelse og pus.
Kontakt os ved komplikationer
Det er sjældent, at der er komplikationer ved indgrebet, men der er en lille risiko for, at der kan opstå hul på tarmen, sårinfektion, blødninger fra operationssåret eller fra tarmen. Derfor skal du kontakte os, hvis du får:
- Feber (temperatur over 38 grader).
- Kulderystelser.
- Tiltagende mavesmerter.
- Kvalme og opkastninger.
Opfølgning på udskrivelse
10-14 dage efter operationen skal du møde i Gastroenhedens ambulatorium 331. Her får du svar på undersøgelsen af det stykke tarm, der blev fjernet ved operationen, og vi taler sammen om, hvordan det går.
Det er også i ambulatoriet, at dit videre behandlings- og kontrolforløb bliver planlagt.
Meld afbud
Hvis du bliver forhindret i at møde op til din aftale, f.eks. på grund af sygdom, skal du hurtigst muligt kontakte os, så du kan få en ny tid, og vi kan give din tid til en anden patient.
Kort over Hvidovre Hospital
Find vej til Center C, etage 1, afsnit 313: