Feberkramper

Information feberkramper.

Feberkramper er krampeanfald hos mindre børn med feber, dvs. temperatur over 38°C. Feberkramper forekommer oftest i starten af en infektion og er meget almindelige. Kramperne er ufarlige, men kan være skræmmende at opleve.

Billedet viser et termometer, med et barn i baggrunden.

Hvad er feberkramper?

Feber kan hos nogle børn medføre en øget tendens til krampeanfald. Det sker hos under 4 % af alle børn. Krampeanfald kan se forskellige ud. Ofte bliver barnet ukontaktbart og stirrende og får hurtige trækninger i arme og ben. Mange børn vender det hvide ud af øjnene, vejrtrækningen bliver ofte anderledes, og der kan ses fråde og blåfarvning om munden.

De fleste feberkramper stopper af sig selv i løbet af et par minutter. I sjældne tilfælde er kramperne længerevarende, og barnet kan have brug for medicin. Efter anfaldet er barnet som regel træt og falder ofte i søvn.

Er feberkramper farligt?

Nej. Børn dør ikke af feberkramper. Feberkramper medfører ikke hjerneskade eller indlæringsbesvær. Et ud af tre børn får feberkramper mere end én gang, men de vokser oftest fra det i 3-4-årsalderen. I sjældne tilfælde kan børn med feberkramper få epilepsi senere i livet.

Hvad skal jeg gøre, hvis mit barn får feber?

Klæd barnet af, så det kan komme af med varmen. Undgå dog at de fryser og får træk. Undgå dyne, og brug i stedet kun betrækket. Lad barnet have tyndt undertøj på, skift tøj hvis det bliver svedigt og fugtigt. Giv rigeligt at drikke, gerne ofte og i små portioner. Sørg for kølige omgivelser.

Panodil beskytter ikke mod feberkrampetilfælde, men kan gives mod smerter og utilpashed.

Hvad skal jeg gøre, hvis mit barn har feberkramper?

  • Forsøg at bevare roen. Bliv hos dit barn indtil kramperne er ovre.
  • Læg barnet på siden, så evt. opkast kan komme væk.
  • Sørg for at barnet ikke kommer til skade eller slår hovedet på grund af kramperne.
  • Ring 1-1-2 hvis kramperne ikke ophører efter 3 min.
  • Kontakt altid egen læge eller 1813 med henblik på årsagen til feberen.
  • Ved langvarige feberkramper af ca. 5 minutters varighed kan der gives krampestillende medicin (efter recept fra lægen).

Kan jeg forebygge feberkramper?

Desværre er det ikke muligt at forebygge feberkramper. Man skal dog huske at feberkramper ikke er farlige eller skadelige for dit barn.

Redaktør