Enhed for Knæ- og Hofteproteser: Før din knæoperation

Information om tiden før en knæoperation.

Du har i samråd med lægen besluttet, at du skal indlægges og have et kunstigt knæ. Du skal igennem en række forberedelser inden din indlæggelse. Dem kan du læse om i denne pjece.

Det er vores erfaring, at du har bedre forudsætninger for at være aktiv i dit forløb, hvis du på forhånd ved, hvad du skal igennem. Vi opfordrer derfor dig og en eventuel pårørende til at læse denne pjece og medbringe den ved fremtidige besøg på hospitalet.

Om knæforløbet

Du er i forbindelse med din knæoperation indlagt i et ortopædkirurgisk sengeafsnit. Du indlægges på sengeafsnittet om morgenen på operationsdagen og kan forvente at blive udskrevet samme dag eller få dage efter din operation. Hvis du udskrives samme dag, som du er opereret, er det aftalt ved den forberedende undersøgelse. Personalet på afdelingen vurderer sammen med dig, hvornår du er klar til at blive udskrevet.

Når du bliver udskrevet, bliver du tilbudt en kontroltid cirka 3 uger efter operationen. Her får du fjernet sårklips/tråde, og der er også afsat tid til en opfølgende samtale. Med mindre andet aftales, er det den afsluttende kontrol.

Om Ortopædkirurgisk Sengeafsnit

På Ortopædkirurgisk Sengeafsnit har personalet specialviden om pleje og behandling af patienter, der har fået indsat en knæprotese. I afsnittet arbejder flere faggrupper sammen om din behandling, pleje og genoptræning. Vi har fokus på, at du bliver grundigt informeret undervejs, og at du deltager aktivt i dit knæforløb.

Hvorfor en knæprotese?

Man får normalt et kunstigt knæ, fordi brusken i leddet er slidt ned (artrose). Knoglen kan også være ødelagt. Tilstanden medfører smerter.

En knæprotese kan også være nødvendig som følge af:

  • Skader i knæet
  • Fejlstilling af knæet
  • Løst knæ
  • Dårlig bevægelse af leddet
  • Leddegigt osv

Den vigtigste grund til at indsætte en knæprotese er at fjerne smerterne.

Hvad er en knæprotese?

En knæprotese består af 3-4 dele:

  • Protesedelen i skinnebenet
  • Protesedelen i lårbenet
  • Plastikdelen mellem de to metaldele
  • Evt. knap bag på knæskallen
Illustrationen viser en knæprotese.

Forberedelser inden din indlæggelse

Før du bliver indlagt, skal du igennem nogle forberedelser.

Forberedende undersøgelse

Du bliver indkaldt til forberedende undersøgelser 2-3 uger, inden du skal opereres. Her bliver du undersøgt af en læge og taler med plejepersonalet. Du:

  • Får skrevet journal.
  • Får taget blodprøver og evt. hjertekardiogram.
  • Taler med en narkoselæge, som informerer dig om bedøvelsen.

Det er for at sikre, at du er klar til operationen.

Det er en god idé at tage en lille madpakke eller lidt frugt med, da det samlet tager et par timer.

Det er også en god idé at tage en pårørende med. Det kan være rart at have en person at snakke med om forløbet – og gerne én, der har været med på hospitalet og har hørt den samme information.

Patientseminar

Du bliver indkaldt til et patientseminar om dit kommende knæforløb. Patientseminaret er et informationsmøde, og det ligger ca. 1-3 uger før din indlæggelse.

Til seminaret møder du andre patienter, som også skal have indsat et kunstigt knæled, og deres pårørende. Informationerne gives som gruppeinformation, hvor der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Du får information om indlæggelsesforløb, bedøvelse, smertebehandling og træning. På mødet får du adgang til en patientapp omhandlende dit forløb.

Mødet varer ca.1 ½ time. Vi opfordrer dig til, at du tager en pårørende med til patientseminaret. Det er en fordel, fordi I på den måde får en fælles viden om hele knæforløbet. Du kan forberede dig til mødet ved at skrive eventuelle spørgsmål ned.

Ved informationsmødet deltager:

  • Plejepersonalet
  • Læge
  • Fysioterapeut
  • Narkosesygeplejerske

Kostens betydning for operationen

Kosten har stor betydning i forbindelse med en operation. Det er særlig vigtigt at få rigeligt med proteiner. Når du skal opereres, får du brug for protein, som er en del af kroppens byggesten. Undersøgelser viser, at man nemt kan tabe sig efter en operation. Det første, man taber, er muskelmasse.

Proteiner bruges til at genopbygge musklerne, til sårheling, til at få blodprocenten op og til at styrke immunforsvaret. Hvis du er småtspisende, hjertesyg eller lungesyg, anbefaler vi, at du allerede en uge inden operationen har fokus på at spise en proteinrig kost.

Der er et højt indhold af proteiner i:

  • Kød, fisk, fjerkræ og æg, f.eks. tun, kylling, sardiner, rejer og kalkun.
  • Bønner og linser.
  • Mælkeprodukter, f.eks. ymer, skyr og ost.
  • Snacks, f.eks. solsikkekerner og nødder.
  • Grønt, f.eks. broccoli, rosenkål, spinat og grønkål.

Rygning, alkohol og operationer

Personer, der ryger, har flere komplikationer ved operation end personer, der ikke ryger, eller som er holdt op med at ryge inden en operation. Komplikationerne består i dårligere sårheling, større risiko for infektioner, bredere ar og flere lunge- og hjerteproblemer. Det mest optimale er at holde op med at ryge.

Personer, der drikker alkohol ud over Sundhedsstyrelsens anbefalinger, kan have flere komplikationer end personer, der ikke drikker alkohol. Komplikationerne kan være hjerte-lungeproblemer eller infektioner.

Træning og motion er vigtigt

Det er vigtigt, at du er aktiv i ventetiden op til operationen, og at du motionerer efter evne. Hvis du er fysisk aktiv inden operationen, opnår du hurtigere et højere aktivitetsniveau bagefter.

Fysisk aktivitet er med til at vedligeholde eller øge din kondition og muskelmasse samt øge knoglestyrke og bevægelighed.

Vi anbefaler, at du inden operationen øver dig på de øvelser, der er beskrevet i træningspjecen. Så er du godt rustet til at begynde genoptræningen efter operationen.

Medicin op til operationen

Du skal være opmærksom på at holde pause med blodfortyndende medicin. Pausens længde afhænger af, hvilken medicin du dagligt indtager – følg instrukserne, som plejepersonalet giver dig ved den forberedende undersøgelse.

Du skal også holde pause med naturlægemidler i 7 dage forud for operationen, da nogle af dem kan virke blodfortyndende.

Husk at bestille tid hos din egen læge inden operationen, så der er recepter på din vanlige medicin. Den skal du nemlig have med under indlæggelsen.

Almen helbredstilstand

Det er vigtigt, at din helbredstilstand er så god som muligt, når du skal opereres. Hvis du f.eks. har forhøjet blodtryk, er forkølet, har sår eller diarré, er det meget vigtigt, at du kontakter din egen læge med henblik på eventuel behandling. Har du ovennævnte lidelser på operationstidspunktet, kan det medføre at operationen bliver aflyst af hensyn til din egen sikkerhed.

Andre forberedelser

Hvis du har hjemmehjælp eller hjemmesygeplejerske, skal du meddele dem, hvornår du skal opereres.

Det er en god idé, at du inden indlæggelsen forsyner dig med de mest nødvendige fødevarer, så du kan klare dig, når du kommer hjem.

Videnskabelige undersøgelser

Der foregår til stadighed videnskabelige undersøgelser for at afprøve nye behandlingsmetoder. Disse undersøgelser er godkendt af den Videnskabsetiske Komité. Du kan derfor blive spurgt, om du vil deltage i en sådan videnskabelig undersøgelse. Deltagelse er frivillig, og du har altid mulighed for at sige nej - og kan på ethvert tidspunkt i forløbet trække dig ud af undersøgelsen igen.

Foruden videnskabelige undersøgelser sker der en løbende kontrol med knæproteseoperationerne, derfor registrerer vi din operation i Dansk Knæalloplastik Register.

Redaktør