Endetarmen - røntgenundersøgelse (defækografi)

Røntgenundersøgelsen kan vise, hvorfor der er problemer med afføringen.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af endetarmen. Undersøgelsen kan vise, hvorfor du har problemer med afføringen. Vi bruger kontraststof for at gøre endetarmen synlig på røntgenbillederne.

Undersøgelsen varer 1½-2 timer, men det er en god idé at afsætte 2½ time, da der kan opstå ventetid.

Vigtig forberedelse

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Du skal udrense din tarm

Din endetarm skal være tømt, når vi laver undersøgelsen. 4 timer inden undersøgelsen skal du derfor tage et klyx. Et klyx er et afføringsmiddel i en tube. Du skal føre spidsen af tuben ind i endetarmen og tømme den for væske. Du bør være i nærheden af et toilet, når du har taget afføringsmidlet. Hvis du ikke har fået udleveret et klyx, kan du købe det på apoteket.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern smykker, ur med mere inden undersøgelsen

Smykker og ure kan forstyrre undersøgelsen. Du skal derfor fjerne smykker og andre genstande fra det område, der skal undersøges.

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen

Undersøgelsen

Du starter med at drikke 600 ml kontraststof. Herefter skal du vente på at blive kaldt ind til selve undersøgelsen, som foregår cirka 1 time efter.

Du ligger ned, mens du bliver undersøgt. Vi sprøjter kontraststof ind i endetarmen via et kateter. Du kan føle, at du skal på toilettet, når vi sprøjter kontraststoffet ind. Når endetarmen er fyldt, skal du sidde på en bækkenstol og presse kontraststoffet ud, mens der bliver taget røntgenbilleder. Du kan komme på toilettet, så snart de nødvendige røntgenbilleder er taget.

Efter undersøgelsen

Du kan få forstoppelse

Kontraststoffet kan give dig forstoppelse. Det hjælper at drikke rigeligt med væske (1-2 liter) og at spise groft brød, grøntsager og frugt efter undersøgelsen. Desuden kan din afføring se lysere ud end normalt de første dage.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør