Efterbehandling af brandsår

Information om efterbehandling af brandsår.

Du er i dag blevet behandlet for en brandskade. Brandsår væsker ofte meget de første døgn. Derfor har du fået pakket dit brandsår ind med en tyk forbinding, som kan suge væsken fra brandsåret.

For at give såret bedst muligt betingelse for at hele er det vigtigt, at forbindingen sidder urørt i 10 - 12 dage efter brandskaden er sket.

Såfremt såret er helet skal der ikke ske yderligere, men hvis det ikke er helet, skal det vurderes af en læge med henblik på videre behandling.

Hvis du er blevet stivkrampevaccineret i Akutmodtagelsen, er det normalt med rødme, hævelse og ømhed omkring vaccinationsstedet i op til en uge.

Vær opmærksom på:

Det er normalt, at der kommer en hævelse i området på huden, hvor der er sket en forbrænding. For at mindske hævelsen kan du gøre følgende:

  • Ved forbrændinger i ansigtet skal du løfte hovedgærdet eller bruge en ekstra pude, når du sover.
  • Ved forbrændinger på underarme, skal du holde armen over hjertehøjde.
  • Ved forbrændinger på underben og fødder, skal benet så vidt muligt holdes i ro. Benet skal være løftet op på en stol, når du sidder ned.
  • Solens stråler øger risikoen for solskoldning og efterlader i nogle tilfælde en mørkfarvning af huden, som ikke forsvinder igen. Huden skal derfor beskyttes så længe den er rød, hvilket den kan være i ½ - 1 år.

Du bør søge lægehjælp hvis:

  • Forbindingen bliver våd eller gennemsivet.
  • Forbindingen forskubber sig.
  • Forbindingen begynder at lugte.
  • Du får feber.

Henvend dig til din egen læge eller kontakt Ambulatoriet for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, Rigshospitalet, Nordfløjen på telefon: 38 65 37 64 på hverdage mellem kl. 08.30 - 15.00.

Efterbehandling

Efter 10 dage bør du bestille tid hos din egen læge med henblik på en vurdering af såret. Hvis der står noget andet i dit besøgssammendrag, bedes du følge denne anvisning.

Medbring en kopi af dit besøgssammendrag, hvis du henvender dig til din egen læge eller Ambulatoriet for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling.

Er du i tvivl?

Hvis du har spørgsmål efter din behandling i Akutmodtagelsen, er du velkommen til at kontakte os. Skal du til kontrol i et ambulatorium, kan du også ringe dertil. Adresse og telefonnummer står i dit besøgssammendrag.

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre ved en skade eller akut opstået sygdom, så ring til Akuttelefonen 1813.

Din journal på sundhed.dk

Med NemID kan du se din journal på sundhed.dk. Du kan se oplysningerne 5 dage efter, at hospitalet har registreret dem.

Redaktør