Efter operation gennem brystbenet

Information om tiden efter en operation gennem brystbenet.

En sternotomi er en operation, hvor brystbenet deles i to i længderetningen, typisk i forbindelse med en bypass- eller hjerteklapoperation. Her kan du læse om, hvordan du sikrer, at brystbenet og arret heler bedst muligt.

4-6 uger efter operationen

De første 4-6 uger efter operationen skal du tage nogle forholdsregler for at sikre, at brystbenet og arret heler bedst muligt.

Sov på ryggen

Vi anbefaler, at du så vidt muligt sover på ryggen i den første uge. Du kan dog godt ligge på siden, hvis det ikke gør ondt.

Begræns visse armbevægelser

I de første 14 dage skal du begrænse armbevægelser, hvor begge arme føres bagud, ud til siderne eller op over skulderhøjde.

Støt brystbenet

Du skal støtte brystbenet, når du hoster eller nyser. Det gør du ved at krydse armene og holde om den nederste del af brystkassen, evt. med en pude imellem.

Er du overvægtig (med et BMI over 35), eller hoster du meget, kan du bruge et støttende korset, bandage eller lignende i op til 6 uger efter operationen. Kvinder med stor barm kan bruge en støttende bh for at mindske trækket på arret.

Løft ikke for tungt

Du må maks. løfte 4 kg fordelt ligeligt på begge arme, dvs. maks. ca. 2 kg i hver arm. Løft kun til smertegrænsen og evt. med albuerne ind til kroppen for at mindske belastningen omkring brystbenet.

Undgå skæve belastninger, vrid og fald

Undgå skæve belastninger og vrid i overkroppen. Vent 4-6 uger med havearbejde, støvsugning, cykling, bilkørsel etc. Du må gerne være passager i en bil og have sikkerhedssele på. Vær særligt opmærksom på glatte gulve, ujævne overflader osv., så du undgår at falde.

Vær fysisk aktiv

Du må gerne være fysisk aktiv og gå ture, tage trapperne, cykle på kondicykel, styrketræne benene m.m. inden for smertegrænsen. Hold dig indenfor den anbefalede belastningsgrænse, og undgå at blive mere forpustet, end at du kan sige flere sammenhængende ord.

Brug albueteknikken til at komme ud af sengen

Brug albueteknikken, når du skal fra liggende til siddende stilling. 

Fra liggende til siddende
Lig dig på siden og skub fra på madrassen med øverste arm og nederste albue. Samtidig svinger du benene ud over sengekanten.

Når du skal ned at ligge igen, skal du bruge samme teknik, bare omvendt.

4-6 uger efter operationen og frem

Efter 4-6 uger er brystbenet vokset sammen igen, og du kan begynde at belaste det. Brystbenet vil blive lige så stærkt som før operationen. Når såret er faldet helt af arret, må du også begynde at massere arvævet.

Brug armene og genoptag din vanlige aktivitet og træning

Du må bruge armene i aktiviteter igen og genoptage din vanlige træning. Det kan være golf, svømning, cykling i trafikken, stavgang eller løb. Du må også gerne lave hus- og havearbejde igen.

Start roligt op og mærk efter, hvordan kroppen reagerer på bevægelserne. Du skal ikke mærke smerte i dit brystben, men det er helt normalt at være øm i brystet, skuldrene og ryggen i op til 6 måneder efter operationen.

Start roligt op med styrketræning

Du må starte roligt op med håndvægte eller styrketræningsmaskiner og gradvist øge vægten, når du styrketræner overkroppen.

Mærk efter i dagene efter træningen – du må gerne være træt og øm i musklerne, men opstår der smerter omkring brystbenet, skal du justere træningsbelastningen ned.

Du må gerne træne ben og kondition, f.eks. på kondicykel eller løbebånd, som normalt.

Massér arret

Når sårskorperne er faldet af, må du begynde at lave arvævsbehandling på arret over brystbenet og på evt. andre ar på arme eller ben fra operationen.

Når du masserer arret, giver det dig bedre bevægelighed, mindre spænding og hævelse, færre smerter og bedre opheling.

Du skal lave arvævsmassagen på tør hud. Vi anbefaler de 3 øvelser, du kan se på Hvidovre Hospitals hjemmeside:

 ”Øvelser til at gøre arvævet smidigt efter operation” 
(www.hvidovrehospital.dk/qge)

Redaktør