Cyste på æggestokken fjernes ved åben operation

Information om fjernelse af cyste på æggestokken.

Her kan du læse om, hvordan det foregår, når du skal have fjernet en cyste på æggestokken ved en åben operation.

Billedet viser en sygeplejerske tale med en patient

Hvor og hvornår skal jeg møde?

Du skal møde i Gynækologisk Afdeling afsnit 414, center 4, 1. sengeetage.

Dagen før operationen skal du ringe og få at vide, hvornår du skal møde på operationsdagen.
Tlf: 38 62 31 91 kl. 14.00-15.00.

Hvorfor åben operation?

Da det ikke er muligt at fjerne din cyste ved en kikkertoperation, skal du have et lodret eller vandret snit for at få fjernet cysten.

Inden din operation

Du skal bade om morgenen, da ren hud nedsætter risikoen for infektion. Du skal også vaske dig i navlen. Du skal fjerne eller klippe kønsbehåringen tæt 3-4 dage før operationen. Bemærk, at du ikke må barbere dig med en skraber, da den kan give små rifter i huden.

Du skal efterlade ur, smykker eller piercinger derhjemme. Undlad neglelak, creme og makeup på operationsdagen.
Bruger du høreapparat, tandprotese eller briller, må du gerne have dem med. Det er en god idé med løstsiddende tøj og indendørs sko.

Tag gerne læsestof eller andet med, der kan udfylde ventetiden Du må gerne have mobiltelefon med.

Du skal i 3 dage op til operationen undgå: Aspirin, Hjertemagnyl, Idotyl, Kodimagnyl og Treo. Det er for at nedsætte risikoen for at bløde for meget efter operationen.

Håndkøbsmedicin

Du vil have brug for medicin efter udskrivelsen. Du skal også tage smertestillende medicin hjemmefra før operationen. Derfor anbefaler vi, at du køber medicinen, før du bliver indlagt.

Du skal købe:

  • Paracetamol á 500 mg
  • Ibuprofen á 200 mg
  • Pantoprazol á 20 mg
  • Magnesia á 500 mg

Du skal faste

Alle muskler bliver slappe, når du bliver bedøvet. Hvis mavesækken ikke er tom, er der en risiko for, at maveindhold løber op gennem spiserøret og ned i lungerne. Dette kan forårsage alvorlig lungebetændelse. Derfor er det vigtigt, at du overholder fastereglerne.

Hvis du ikke overholder fastereglerne, bliver din operation aflyst.

  • Indtil 6 timer før mødetid må du spise. Derefter må du ikke spise, tygge tyggegummi eller spise pastiller. Du må heller ikke drikke mælk eller juice.
  • Indtil 2 timer før mødetid må du drikke saftevand, vand og kaffe/te UDEN mælk.

På operationsdagen

Du skal tage smertestillende medicin 2 timer før mødetid. Hvis du skal møde kl. 6.45 som den første, skal du først tage den smertestillende medicin kl. 06.00 - se huskelisten på sidste side. Du får udleveret hospitalstøj i afdelingen.

Du skal selv gå til operationsgangen. Hvis du er dårligt gående, kan du blive transporteret af en portør.
Du får støttestrømper på under hele operations- og indlæggelsesforløbet. Desuden får du en indsprøjtning med blodfortyndende medicin om aftenen efter operationen. Støttestrømperne og det blodfortyndende medicin gør risikoen for blodpropper efter operationen mindre.

På operationsstuen

På operationsafsnittet vil operationssygeplejersker, narkoselæge og narkosesygeplejerske (som skal bedøve dig) og kirurgen (som skal operere dig) hilse på dig.

Du får lagt et lille plastikrør i en blodåre (en venflon) på håndryggen, som du får bedøvelsesmedicin og saltvand i. Når du er bedøvet, får du lagt et blærekateter, som fjernes efter operationen.

Billedet viser operationen.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Du har før operationen diskuteret dens mulige omfang med lægen, men det er ofte først under selve operationen muligt for lægen at vurdere, hvad der skal fjernes.

Eventuelt kan der under operationen foretages en hurtig mikroskopisk undersøgelse af det syge væv (frysemikroskopi). Ved godartede lidelser fjernes normalt kun det syge væv / det syge organ. Ved ondartede svulster vil det ofte være nødvendigt at fjerne begge æggestokke, livmoder, fedtforklæde samt blindtarm på grund af risiko for spredning til disse organer. Dette aftaler du med lægen før operationen.

Efter operationen vil du blive overført til opvågningsafsnittet. Her er der specialuddannet personale og teknisk udstyr til at overvåge dig de første timer efter operationen.

Overvejelser omkring fjernelse af æggestokkene

Hvis dele af eller hele den ene æggestok er blevet fjernet under operationen, påvirker det ikke din hormonproduktion, da den anden æggestok fuldt ud kan overtage produktionen. I de tilfælde hvor begge æggestokke er blevet fjernet, er hormonbehandling nødvendig, hvis du ikke har passeret overgangsalderen.

Komplikationer og risiko ved operationen

Ved enhver operation er der risiko for, at der kan opstå komplikationer både under og efter operationen. Du kan læse om de hyppigste komplikationer her.

Blodtab

Der kan opstå blodtab under operationen. Du vil blive tilbudt blodtransfusion, hvis det skønnes nødvendigt. Hvis du under ingen omstændigheder ønsker blodtransfusion, bør du oplyse dette til personalet.

Skader på organer

I meget sjældne tilfælde kan der opstå skader på tarm, blære eller urinleder. Eventuelle skader syes med det samme. Det kan gøre, at du skal være indlagt i længere tid, men vil kun sjældent give dig varige gener eller mén.

Bedøvelse

Bedøvelsen indebærer også en meget lille risiko. Hvis du oplever angst eller utryghed ved bedøvelsen, bør du tale med narkoselægen om dette.

Betændelse

Der er risiko for, at du kan få en infektion i operationssåret, få blærebetændelse eller lungebetændelse, som gør at du skal have antibiotika. I sjældne tilfælde kan der opstå betændelse i operationssåret, som gør det nødvendigt at åbne såret igen. Patienter med sukkersyge, alkoholmisbrug eller overvægt og rygere har større risiko for infektion.

Efter operationen

Efter operationen bliver du først overført til opvågningsafsnittet. Her bliver du overvåget de første timer efter operationen. Du må få besøg af én person ad gangen på opvågningsstuen. Efter tiden på opvågningsafsnittet kommer du tilbage til Gynækologisk sengeafsnit.

Det er vigtigt, at du hurtigt får gang i kroppen igen efter operationen. Det forebygger komplikationer. Plejepersonalet hjælper dig blandt andet med:

  • at få mad og drikke hurtigst muligt efter operationen.
  • at du kommer ud af sengen, enten ved at sidde på sengekanten eller gå små ture i afdelingen.
  • at få smertestillende medicin nok, så du kan komme ud af sengen.
  • at få kvalmestillende medicin, hvis du har behov for dette.
Billedet viser en sygeplejerske og læge tale med en patient.

Vi anbefaler, at du fjerner forbindingen 24-48 timer efter operationen, hvis det ikke er blevet fjernet under din indlæggelse.

Udskrivelse

Du vil tale med en læge og en sygeplejerske i forbindelse med udskrivelsen. Du får udleveret skriftlig information om tiden efter udskrivelsen.

Du kan forvente at blive udskrevet dagen efter operationen.

Du vil sandsynligvis være mere træt end normalt i flere uger efter operationen. Du må forvente at være sygemeldt 2 uger efter operationen, og i 3 uger, hvis du har tungere arbejde.

Tjekliste – sådan bliver du helt klar til operation

Dato for operation_____________________

Inden du møder til operation, skal du huske at:

☐ Ringe til afdelingen dagen før din operation mellem kl. 14 -15 for at få besked om mødetiden på tlf. 38623191. Hvis du skal opereres mandag skal du ringe om fredagen.

☐ Købe håndkøbsmedicin, så du har det til efter udskrivelsen a Fjerne dine kønshår 3-4 dage før operation

☐ Faste 6 timer før mødetid + tørste 2 timer før mødetid

☐ Tage smertestillende medicin 2 timer før du møder: 2 stk. paracetamol (1000 mg) og 2 stk. ibuprofen (400 mg). Dog kl. 6, hvis du bliver bedt om at møde kl. 7.

☐ Møde nyvasket - ingen smykker, ingen makeup, ingen neglelak, ingen bodylotion

☐ Rense din navle med en vatpind

Medbring på operationsdagen:

☐ Egen medicin, hvis du tager andet medicin end det, du skal tage i forbindelse med din operation

☐ Morgenkåbe/andet løstsiddende tøj og behagelige sko

☐ Toiletsager a Læsestof, computer eller andet til ventetiden

Vi opfordrer til, at du lader andre værdigenstande blive hjemme. Hvis du har spørgsmål i forbindelse med dit besøg i ambulatoriet eller til operationen, kan vi tale om det, når du ringer til os for at få oplyst dit mødetidspunkt dagen før din operation.

Egne notater:

________________________________________________________________ ________________________________________________________________ ________________________________________________________________

Redaktør