Cøliaki

Ved cøliaki arrangeres en samtale med en diætist som behandling for intolerancen.

Cøliaki er en kronisk lidelse i tyndtarmen, hvor tarnslimhindens små tarmtrevler (villi) forsvinder. Herved formindskes tarmens evne til at optage næringsstoffer.

Hvad er årsagen til sygdommen?

Cøliaki skyldes en livslang intolerance (overfølsomhed) over for gluten. Tyndtarmen bliver således atter normal, hvis du helt kan undgå at indtage gluten. Det drejer sig ikke om fødemiddelallergi.
Gluten findes i vore almindelige kornsorter hvede, rug, byg og til dels havre samt produkter fremstillet heraf (mel m.v.). Derved findes gluten i brød, kager og i mange færdigretter og blandingsprodukter. Gluten findes ikke i ris, majs og kartofler.

Hvordan viser sygdommen sig?

Cøliaki kan optræde hos både børn og voksne og viser sig ved, at der kommer diarré, vægttab og andre mavesymptomer. Hos voksne kan symptomerne være lette og ukarakteristiske i form af træthed eller jernmangel. Enkelte har et karakteristisk hududslæt. Hos småbørn ses manglende trivsel og vækststandsning, efter brød er indført i kosten ca. ved 9-måneders alderen. Symptomerne skyldes dels, at tarmen ikke kan optage føden, hvorved kroppen kommer til at mangle livsvigtige næringsstoffer, og dels, at den ikke-optagne føde passerer videre til tyktarmen og giver anledning til smerter, luftgener og afføringsforstyrrelser.

Hvordan stilles diagnosen?

Ved mistanke om cøliaki får du taget blodprøve (transglutaminase), der hos 94% er forhøjet . Ved fortsat mistanke kan anbefales en mave-tarmundersøgelse (kikkertundersøgelse = gastroskopi). Ved denne undersøgelse tages nogle små vævsprøver fra tyndtarmens slimhinder. Såfremt den mikroskopiske undersøgelse af vævsprøven tyder på cøliaki, anbefales du en glutenfri kost (se nedenfor). Hvis effekten af den glutenfri kost ikke fjerner dine symptomer, foreslår vi at genundersøge tarmslimhinden (gastroskopi) efter min. 3-6 måneders diæt.

Behandling

En glutenfri kost er helt afgørende og må overholdes hele livet. Hvis diæten afbrydes, kommer sygdommen igen. Via afdelingen arrangeres en samtale med en diætist, der vil insturere dig i, hvorledes en sådan diæt kan gennemføres. Det kan desuden være nødvendigt med vitamin- og mineraltilskud. Hvis du overholder diæten nøje, bedres tyndtarmen i løbet af nogle måneder, og symptomerne aftager gradvist. Du kan blive symptomfri og vil kunne leve et helt normalt liv uden indskrænkninger i aktivitet eller livslængde, hvis diæten overholdes.

Hvorfor kontrol?

Det er vigtigt, at du regelmæssigt kommer til kontrol for at sikre, at du stadig får den bedst mulige behandling. Hvis der opstår nye symptomer, eller hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at henvende dig til afdelingen.

https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør