Vi anbefaler, at du ammer
Selvom du har brystbetændelse, kan du normalt amme dit barn som før. Vi anbefaler, at du fortsætter med at amme, selvom du har ondt og eventuelt føler dig syg. Sørg for at amme efter behov, men mindst 8 gange i døgnet. Hvis dit bryst er meget spændt, kan du med fordel malke lidt ud med hånden, inden du lægger barnet til.
Tal med os eller din sundhedsplejerske, hvis du er i tvivl, om du ønsker at fortsætte med at amme, eller hvis du har brug for hjælp til amning. Vi fraråder, at du stopper med at amme, så længe du har brystbetændelse, da en vigtig del af behandlingen er at skabe afløb for mælken.