Brud på kravebenet

Læs mere om efterbehandling af brud på kravebenet.

Du har et brud på kravebenet og har fået lagt armen i en slynge, så bruddet kan hele. Armslyngens vigtigste funktion er, at du ikke får smerter. Du skal være opmærksom på, at du ikke må køre i bil, så længe du har armen i slynge.

Når du kommer hjem, skal du

  • Bære armen i slyngen i 2 - 3 uger.
  • Trække vejret godt igennem flere gange dagligt.
  • Bevæge dine fingre så meget som muligt, dvs. pumpe med fingrene.

Smerter

Der vil være smerter i den første tid, men de vil gradvist aftage. Hvis smerterne bliver for stærke, kan du tage håndkøbsmedicin. Vi anbefaler, at du bruger paracetamol. Husk at følge anvisningen på pakken.

Hvis det er til et barn, skal I spørge en læge til råds angående dosering.

Øvelser

Du kan tage slyngen af, når du laver øvelser. Efter ca. en uge kan du, hvis det ikke giver for mange smerter, begynde at lave følgende øvelser:

  • Stil dig let foroverbøjet.
  • Støt med den raske hånd på et spisebord og lad armen på den skadede side hænge frit.
  • Lav store cirkler med armen.
Illustrationen viser en person som støtter med den raske hånd på et bord og lader armen på den skadede side hænge frit.
Brud på kraveben.

Når du skal sove

Det kan være svært at finde hvile om natten, men du kan prøve at tage slyngen af og understøtte armen med puder. Hvis du får mange smerter af dette, bør du tage slyngen på igen.

Når bruddet er helet

Du er naturligt, hvis du føler, at du ikke kan bevæge dig som før, i op til et par måneder efter, at bruddet er helet. Du vil kunne føle en bule på brudstedet. Med tiden bliver bulen mindre.

Mere information

I patienthåndbogen på Sundhed.dk kan du læse mere om en kravebensbrud.

Er du i tvivl?

Hvis du har spørgsmål efter din behandling i Akutmodtagelsen, er du velkommen til at kontakte os. Skal du til kontrol i et ambulatorium, kan du også ringe dertil. Adresse og telefonnummer står på din skadejournal.

Er du i tvivl om, hvad du skal gøre ved en skade eller akut opstået sygdom, så ring til Akuttelefonen 1813.

Redaktør