Børneorm

Ved børneorm tages en prøve fra endetarmen, som sendes ind til test.

Dit barn skal undersøges for børneorm. Her kan du læse om, hvordan I gør.

Ormene lever i den yderste del af tarmen og kryber om natten ud på huden omkring endetarmsåbningen for at lægge æg.

I skal tage en prøve, så jeres barn bliver undersøgt for børneorm.

I skal bruge

  • Klar gennemsigtig tape, der kun klistrer på den ene side.
  • Glasplade med stregkode i den ene ende.
  • Forsendelsesetui.
  • Blanket med stregkoder.
  • Kuvert til forsendelse.

Sådan gør I

Undersøgelsen skal tages efter barnet har ligget i sengen hele natten. Prøven tages om morgenen, før barnet står ud af sengen. Barnet må ikke vaskes inden.
Der tages et stykke klar tape på længde med glaspladen. Tapen må ikke berøres på den klæbende side. Tape vikles omkring en finger med klistersiden udad. Tapen trykkes ind mod endetarmsåbningen flere gange og anbringes derefter på glaspladen med den klæbende side mod glasset. Tapen trykkes fast, så den sidder helt glat og uden folder. Eventuel overskydende tape klippes af. Glaspladen anbringes i forsendelsesetuiet.

Forsendelse

Prøven sendes i den udleverede kuvert som almindelig post.

Redaktør