Børn - ultralydsskanning af nyrer og urinveje

Ved ultralydsskanning bruger vi højfrekvente lydbølger for at se billeder af kroppens væv.

Du er blevet henvist til en ultralydsskanning af urinvejene. På de følgende sider kan du læse mere om undersøgelsen.

Hvad er en ultralydsskanning?

Ved ultralydsskanning bruger vi højfrekvente lydbølger for at se billeder af kroppens væv. Forskellige signaler produceres, når lydbølgerne kastes tilbage fra kroppens forskellige typer væv og væsker. De tilbagekastede lydbølger omsættes elektronisk til et karakteristisk billede af de undersøgte organer. Man kan på denne måde se nyrer og urinblære.

Forberedelse til undersøgelsen

Børn over 6 år skal helst møde med en fuld urinblære. Du skal derfor sørge for at drikke rigeligt og ikke tisse inden undersøgelsen. For børn under 6 år er der ingen forberedelse.

Hvordan foregår undersøgelsen?

Under undersøgelsen skal du ligge på et undersøgelsesleje eller i din seng hvis du er indlagt. Du får smurt gele på huden over det område du skal have undersøgt for at få bedre kontakt mellem hud og lydhoved. Røntgenlægen fører lydhovedet over det aktuelle område og følger de computerbearbejdede signaler på en skærm.

Hvor lang tid tager undersøgelsen?

Undersøgelsen varer fra 15 minutter til ca. 30 minutter. Du skal være forberedt på, at der grundet akutte patienter eller uventede situationer kan forekomme ventetid. Du vil da blive nærmere orienteret af personalet.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Hvad gør jeg med mine værdigenstande?

Tag så få ejendele med som muligt. Smykker, mobil, penge, ure og lignende er dit personlige ansvar og hospitalet kan ikke erstatte tabte eller stjålne ting.

Hvor foregår undersøgelsen?

Radiologisk Sektion ligger i det gule center 3, i ambulatorieetagen. Når du kommer til Radiologisk Sektion, skal du henvende dig ved ekspeditionen.

Redaktør