Blodtapning

Information til dig, der skal have tappet blod (venesectio).

Du skal møde til blodtapning:

_________ DAG DEN _________ / _________ 20 _________ KL. _________

Mødested: Ambulatorieetagen (stuen)
Gastroenheden, Afsnit 331M, gult center 3.

Hvis du har spørgsmål eller tiden ikke passer dig, er du velkommen til at kontakte os på telefon: 3862 2818 mellem kl. 08.00 - 15.00.

Formålet med behandlingen

Formålet med behandlingen er at fjerne jern fra kroppen. Det gør man ved at fjerne røde blodlegemer, der indeholder jern.

Forberedelse til behandlingen?

Du skal drikke 2-3 glas væske inden du kommer. Spis som du plejer.

Hvordan foregår behandlingen?

En kanyle indføres i en blodåre (vene), og der tappes ½ liter blod via en slange og en pose.

Hvor længe varer behandlingen?

Du skal regne med at behandlingen tager ca. en halv time. Efter tapningen skal du hvile i 10 minutter, mens du får lidt at drikke. Dit kredsløb skal nemlig have tid til at stabilisere sig inden du forlader hospitalet. Det er også en god ide at drikke rigeligt i døgnet efter tapning.

Fysisk krævende eller farlige aktiviteter på arbejde eller i fritid

Du bør vente mindst 12 timer efter tapning med at genoptage fysisk krævende eller farligt arbejde eller fritidsbeskæftigelse. Det gælder f.eks. hvis du er pilot, bus- eller lokomotivfører, kranarbejder, bjergbestiger, dykker og hvis du arbejder på stiger eller stilladser.
Hvis du dyrker fysisk krævende sport anbefaler vi, at du holder en pause indtil dagen efter for at være sikker på, at din krop er klar til det. Du kan generelt opleve at have et lidt lavere energiniveau end normalt i den første tid efter tapningen. Derfor kan det være en god idé at medtænke kommende motionsløb eller andre fysisk krævende aktiviteter når du booker tid til tapning.

Er der ubehag ved behandlingen?

Ubehaget ved behandlingen svarer til det, du kender fra almindelig blodprøvetagning.

Er der komplikationer til behandlingen?

Du kan få et blåt mærke dér, hvor du er blevet stukket. Dette svinder i løbet af nogle dage og kræver ingen behandling. Der kan være tendens til svimmelhed et par timer efter behandlingen. Dette kan afhjælpes ved, at du drikker rigeligt med væske.

Scan koden med din mobil  og læs mere om afdelingen https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil
og læs mere om afdelingen.
Redaktør