Hvad er FPIAP?
Hvis dit spædbarn har blod eller blodstrenge i afføringen, kan det være tegn på Food Protein Induced Allergic Proctocolitis (FPIAP). FPIAP er en tilstand, der rammer spædbørn oftest i løbet af de første leveuger eller måneder.
Ved FPIAP reagerer spædbarnets immunsystem på specifikke fødevareproteiner og forårsager irritation i den nederste del af tyktarmen. Tilstanden er ufarlig og ophører oftest spontant inden for det første leveår. Der er ikke tale om en egentlig allergi.
Symptomer
FPIAP viser sig typisk ved slim med blod i afføringen hos ellers raske (typisk ammede) spædbarn, som trives og udvikler sig.
Hvordan stilles FPIAP?
Din læge vil først udelukke andre årsager til blod i afføringen og vurdere, om dit barn trives og udvikler sig. Hverken en priktest eller blodprøve kan bekræfte diagnosen. Der er ikke behov for yderligere udredning, hvis dit barn trives og udvikler sig og ellers er udviklet.
De mest almindelige udløsende faktorer er komælks- og sojaprotein, som barnet indtager gennem enten modermælk eller modermælkserstatning. Der kan sjældent være tale om en reaktion på æg, majs eller andre fødevareproteiner.
Behandling af FPIAP
Det er ikke altid nødvendigt at behandle FPIAP. Hvis barnet tager på i vægt og bortset fra blod i afføringen opfører sig rask, anbefales det at se tilstanden an i 4 uger. Hos mange børn (op til 20%) forsvinder symptomerne af sig selv uden behandling. Er der blod i afføringen i mere end 4 uger, er første skridt komælksproteinfri diæt. I bliver henvist til vejledning ved en diætist.
Diættiltag
Behandlingen af FPIAP består i at fjerne det/de eventuelt udløsende fødevareproteiner fra kosten.
- Hvis dit barn ernæres med modermælk, bør mælkeprodukter udelukkes fra mors kost. Både synlige og skjult mælk.
- Hvis dit barn ernæres med modermælkserstatning, anbefales det at skifte til en allergivenlig modermælkserstatning.
I de fleste tilfælde forsvinder symptomerne inden for 48-72 timer, men det kan tage op til 2-4 uger efter, at barnet ikke længere bliver udsat for det udløsende protein.
Forsvinder symptomerne efter 2-4 ugers behandling, bør det mistænkte fødevareprotein genindføres i morens eller barnets kost. Diagnosen bliver bekræftet, når symptomerne forsvinder under udeladelse, og vender tilbage når det bliver genindført. Hvis symptomerne opstår igen, vil man behandle på samme måde i 2-3 måneder indtil barnet er mellem 6-12 måneder.
Ved fortsat symptomer efter 2-4 uger genindføres komælksprotein. I samråd med en diætist kan I udelade soja og/eller æg. Hvis barnet får modermælkserstatning, kan det skifte til aminosyrebaseret modermælkserstatning.
Det bliver anbefalet, at mælkeprodukter genindføres efter 2-4 ugers diæt både ved effekt og manglende effekt af den komælksproteinfri diæt.
Dette er for at undgå en unødvendig langstrakt diæt, da det kan have negative konsekvenser for både mor og barn.
Du kan kontakte børnediætisterne hver dag i tidsrummet 8.45-9.15 på telefon 38 62 28 58, hvis du er i forløb på Hvidovre Hospitals Børne- og Ungeafdeling.
Få informationen