Blindtarmsbetændelse

Information om akut blindtarmsbetændelse.

Information om blindtarmsbetændelse og eventuel operation.

Symptomer ved blindtarmsbetændelse

Diagnosen blindtarmsbetændelse er vanskelig at stille, da mange andre akutte mavesygdomme giver lignende symptomer.

Blindtarmen ligger i højre side af tyktarmen. Akut blindtarmsbetændelse viser sig i typisk ved, at du bliver utilpas og får kvalme og lette smerter i maven. I løbet af nogle timer trækker smerterne ned i nedre højre del af maven, og du får let feber. Symptomerne kan dog variere meget.

I milde tilfælde kan blindtarmsbetændelsen gå i ro af sig selv uden kirurgisk behandling. I sværere tilfælde kan der gå hul på den betændte blindtarm (perforation). Det kan føre til bughindebetændelse eller til en afgrænset byld omkring blindtarmen.

Tegningen viser tyktarm, tyndtarm og blindtarm.

Byld omkring blindtarmen

Hvis der er mistanke om at en blindtarmsbetændelse allerede har medført perforation og dannet en byld, laver vi en ultralydsskanning.

Hvis ultralydsskanningen bekræfter, at der er dannet en byld, vil vi oftest forsøge at suge bylden ud via en ultralydsvejledt punktur i lokalbedøvelse.

Hvis bylden er stor, lægger vi et lille plastik dræn ind i bylden til bortledning af pus og sårvæske. Drænet kan oftest fjernes indenfor et par dage.

Operation

Risikoen for at overse en akut blindtarmsbetændelse kan være så stor, at vi vælger at foretage akut operation alene på mistanken. Dette for at undgå, at der går hul på blindtarmen.

Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Operationen udføres så vidt muligt som en kikkertoperation gennem 3 til 4 små huller i bugvæggen. Hvis blindtarmen er betændt, fjernes den, er den rask, fjernes den ikke.

Hvis operationen ikke kan laves med kikkert, åbner vi bugvæggen oftest ved et lille snit nedadtil i højre side. Ved denne form for operation fjernes blindtarmen altid uanset, om den er betændt eller ej.

Bemærk at blindtarmen kan undværes uden problemer.

Hvis blindtarmen er rask, undersøger vi bugorganerne for andre årsager, og evt. kirurgisk behandling udføres.

Efter operationen

Når du vågner efter bedøvelsen, kommer du tilbage til sengeafsnittet. Du må spise og drikke med det samme. Hvis du har kvalme og problemer med at drikke og spise, får du til at starte med væske i et drop via en blodåre i armen.

Sygeplejersken giver dig smertestillende medicin. Det er vigtigt, at du tager medicinen, så du kan mobiliseres hurtigst muligt. Medicinen har ingen bivirkkninger. Hvis du fortsat har smerter, er det vigtigt, at du kontakter sygeplejersken, så hun kan hjælpe dig med supplerende medicin.

Indenfor 1-2 døgn får du luft i maven, det er et tegn på normal tarmfunktion.

Du vil oftest blive udskrevet samme dag eller dagen efter operationen afhængigt af din tilstand og dine hjemlige forhold. Blindtarmsbetændelse med perforation og bughindebetændelse kan dog kræve lidt længere indlæggelse.

Når du bliver udskrevet fortælle lægen dig om sygemelding og evt. særlige forhold (se nedenfor).

Komplikationer

Hos nogle få kan der komme en byld i såret - oftest efter blindtarmsbetændelse med perforation. Bylden kan gøre det nødvendigt, at såret atter må åbnes og renses. Ofte kan det lade sig gøre at sy såret sammen i lokalbedøvelse ca. 4 dage senere.

Hos nogle få kan der (især efter perforation) opstå en byld i bughulen omkring det sted, hvor blindtarmen sad. På grund af bylden vil der ofte være en periode med nedsat tarmfunktion. Bylden kan påvises ved ultralydsundersøgelse, og man vil som beskrevet ovenfor ofte tømme bylden eller lægge et dræn i den i forbindelse med ultralydsundersøgelsen. En ny operation er derfor meget sjældent nødvendigt.

Efter udskrivelsen

Du kan spise almindelig kost og behøver ikke tage afføringsmidler. Har du svært ved at komme af med afføring anbefaler vi ”Husk” (håndkøb på apoteket) og rigelig væske.

Trådene i huden skal fjernes hos din egen læge 10 dage efter operationen.

Den første uge efter operationen må du ikke løfte mere end 5-8 kg (fyldt bærepose).

Du må gerne cykle, svømme og løbe efter operationen, men anstrengende sport bør vente 4 uger.

Er du kikkertopereret eller har du lettere lettere fysisk arbejde (f.eks. kontorarbejde el. lign.) kan du genoptage arbejdet 1 uge efter operationen.

Er du åbent opereret og har hårdt fysisk arbejde (f.eks. jord/beton-, fragt- eller flyttearbejde), bør du være sygemeldt i 4 uger.

Yderligere sygemelding vil ikke bedre helingsmulighederne, medmindre særlige forhold omkring operationen gør sig gældende.

Redaktør