Blæreundersøgelse med cystometri

Information om blæreundersøgelse med cystometri.

Vi skal undersøge nærmere, om din blære arbejder som den skal. Vi bruger her en cystometriundersøgelse, hvor vi måler om blæren kan holde på urinen og om den kan tømme sig. Her kan du læse mere om undersøgelsen.

Billedet viser en sygeplejerske tale med en patient.

Hvorfor skal min blære undersøges?

  • for at se, hvordan din blære reagerer, når den bliver fyldt, og hvor meget den kan rumme
  • for at se, om du lækker urin (er inkontinent) i forbindelse med hoste eller sammentrækning af blæren
  •  for at se, hvordan blæren tømmes
  • for at finde det rigtige behandlingstilbud

Forberedelse før undersøgelsen?

Ca. 1 uge før undersøgelsen, skal du til din egen læge for at få undersøgt din urin for bakterier, så du kan nå at få behandlet en evt. blærebetændelse inden undersøgelsen.

Undersøgelsen aflyses, hvis du har menstruation, diarré eller blærebetændelse

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen varer ca. en time og foretages af en sygeplejerske. Sygeplejersken lægger et tyndt engangskateter i din blære. Du får også lagt et tyndt kateter i endetarmen. Det kan være lidt ubehageligt, men gør ikke ondt. Undersøgelsen foregår, mens du sidder på en speciel toiletstol.

Via blærekateteret fyldes din blære langsomt med lunkent saltvand og du bliver med jævne mellemrum bedt om at hoste. Du skal sige til, når du første gang mærker vandladningstrang, og igen når du har almindelig vandladningstrang og endelig, når du har kraftig vandladningstrang.

Til sidst skal du lade vandet, mens urinstrømmen bliver målt.

Er der ubehag efter undersøgelsen?

Det kan svie lidt, og der kan være lidt blod i urinen ved de første vandladninger. Hvis svien fortsætter i mere end 1-2 dage, skal du kontakte din egen læge og aflevere en urinprøve, så det kan blive undersøgt, om du har fået blærebetændelse. For at mindske risikoen for at få blærebetændelse, anbefaler vi, at du drikker ca. 2 liter væske, den dag, du har fået lavet undersøgelsen.

Får jeg resultatet at vide med det samme?

Sygeplejersken giver dig et foreløbigt svar, men den endelige plan for din behandling foregår i samråd med afdelingens læger.

Afbud

Hvis du ikke kan komme til undersøgelsen på det aftalte tidspunkt, skal du ringe på telefon 38 62 26 02, mandag-fredag kl. 8-15. Du skal også ringe afbud og aftale en ny tid, hvis du har menstruation, diarré eller blærebetændelse.

Redaktør