Blærebetændelse

Information om blærebetændelse.

Her kan du læse om blærebetændelse, behandling og forbyggelse.

Billedet viser en sygeplejerske der taler med en patient.

Blærebetændelse opstår, hvis der kommer bakterier (fx colibakterier) op i blæren via urinrøret. Dette sker lettere hos kvinder end hos mænd, fordi kvinders urinrør kun er ca. 4 cm. langt.

Årsager til blærebetændelse

  • Dårlig blæretømning
  • For sjældne vandladninger
  • Tarmbakterier omkring urinrørsåbningen
  • Konstant brug af bind og trusseindlæg
  • Fugtige bind ved inkontinens for urin
  • Problemer med at tørre sig ren efter afføring
  • Tynd, irriteret slimhinde i urinrør og blære fx pga. hormonmangel

Symptomer på blærebetændelse

  • Hyppige vandladninger
  • Svie og skæren ved vandladning
  • Smerter over blæren og nederste del af maven
  • Ildelugtende urin
  • Blod i urinen
  • Grumset urin
  • Feber og utilpashed
  • Smerter over flanken ved nyrebækkenbetændelse

Undersøgelse for blærebetændelse

Du skal kun samle den midterste del af urinen op. Det gør du på følgende måde: Start vandladningen. Mens du tisser skal du føre et lille bæger ind under urinstrålen. Fjern bægeret igen, når det er ca. halvt fyldt, og tis færdigt ned i toilettet.

Urinen bliver herefter dyrket for bakterier. Det bliver også undersøgt, hvilken slags antibiotika, det er bedst at give.

Hvordan behandles blærebetændelse?

Behandlingen afhænger af hvilke bakterier, der påvises i urinen og af, hvilke typer antibiotika bakterierne er følsomme overfor.

Husk at oplyse lægen om der er noget antibiotika, du er allergisk overfor.

Kontrol efter behandlingen

Hvis du har fået antibiotika mod blærebetændelse, er det en god idé, at du går til din egen læge og får kontrolleret urinen 1-2 uger efter endt behandling for at sikre, at bakterierne er væk. Hvis du har tilbagevendende blærebetændelser er det vigtigt, at urinen sendes til et laboratorium, da de tests praktiserende læger har, ofte ikke er tilstrækkeligt nøjagtige.

Bakterier i urinen uden symptomer

Nogle mennesker har konstant bakterier i urinen uden at have symptomer på blærebetændelse.

I sådanne tilfælde skal man ikke behandle med antibiotika, da det blot vil medføre resistens – altså at bakterierne bliver ufølsomme overfor antibiotika, hvilket gør det vanskeligere at behandle, når/hvis der kommer symptomer på blærebetændelse.

Gode råd - forebyg blærebetændelse

  • Drik 1½ - 2 liter væske dagligt. Alt, hvad du drikker, skal tælles med – også te og kaffe.
  • Gå på toilettet ca. hver 3.-4. time. Dette gælder også, selv om du ikke har vandladningstrang.
  • Gør dig umage med at tømme blæren helt. Undlad at presse. Lav i stedet såkaldt triple voiding Det vil sige, at du skal lade vandet tre gange med ca. ½ minuts mellemrum. På den måde bliver blæren tømt så godt som muligt. (Se særskilt folder).
  • Gå på toilettet lige efter samleje. På den måde hindrer du eventuelle bakterier omkring urinrøret i at trænge op i blæren.
  • Tør dig altid kun forfra og bagud. Det vil sige, at du skal tørre dig fra urinrøret og bagud mod endetarmen. På den måde undgår du, at der kommer bakterier fra afføringen frem til området omkring urinrøret.
  • Skift bind så snart det er blevet vådt. Hvis du bruger bind pga. inkontinens, anbefaler vi, at du bruger urinbind frem for almindelig bind. Urinbind har den fordel, at de suger bedre og har en indbygget barriere, som hæmmer bakterier og mindsker lugtgener.
  • Vask dig med intimsæbe. Vask dig forneden med en mild, flydende intimsæbe en gang dagligt. Vask dig altid kun forfra og bagud, på samme måde, som når du tørrer dig efter et toiletbesøg.
  • Brug desinficerende vaskecreme. Hvis du har tilbagevendende blærebetændelser, eller hvis du har svært ved at tørre dig ren efter afføring, kan du bruge såkaldt desinficerende vaskecreme. Kom lidt vaskecreme på en vatrondel og tør dig omkring urinrørsåbningen. Kom lidt vaskecreme på en ny vatrondel og tør dig omkring anus. Vaskecremen skal blive siddende på huden. Dvs. du ikke skal tørre den af eller skylle efter med vand.
  • Smør dig med barriere-creme. Hvis huden i skridtet svier eller er blevet irriteret, kan du smøre dig med en såkaldt barriere-creme, efter du har vasket dig med intimsæbe om morgenen.
  • Brug lokalhormon til skeden. Hvis du er i eller har passeret overgangsalderen, kan tilbagevendende blærebetændelse skyldes tynde, irriterede slimhinder som følge af hormonmangel. Derfor er det en god idé at få lokalhormon til skeden. NB! Det kan svide i starten. Start med 1 stikpille i skeden hver aften i 2 uger (evt. længere tid, hvis slimhinderne er blevet meget tynde pga. hormonmangel). Herefter er det tilstrækkeligt at tage 1 stikpille 2 gange om ugen (fx hver mandag og torsdag).
  • Tag 3 tranebærkapsler eller drik 2 glas tranebærjuice om dagen. Hvis du har tilbagevendende blærebetændelse, kan du eventuelt have glæde af tranebærkapsler eller tranebærjuice. Det virker ved at hindre bakterierne i at sætte sig fast på blæreslimhinden. Kapslerne er på sigt lidt billigere juicen.
Redaktør