Betændelse (inflammation) i hælsenens tilhæftning.
Smerter i hælen ved aktivitet er almindeligt i alderen 8-12 år. Hos piger hyppigst i alderen 8-10 år og hos drenge 10-12. Calcaneus apofysit/mb. SEVER er den hyppigste grund til hælsmerter hos større børn.
Den egentlige årsag til tilstanden er ukendt. Generne fremprovokeres af gentagne belastninger af hælsenen, og specielt hvis denne er stram. Generne skyldes inflammation i hælens vækstzone, hvor akillessenen er fastgjort til hælen.
Generne opstår specielt i forbindelse med udøvelse af idræt. Alle former for idræt kan udløse tilstanden, men det er hyppigst fodbold, der er den udløsende faktor. Tilstanden ses dog også hos børn som ikke dyrker sport.
Symptomerne er smerter ved belastning. Hyppigt er der smerter, når barnet står ud af sengen om morgenen, hvorefter de mindskes efter lidt aktivitet. Der er normalt begrænsede gener under selve idrætsudøvelsen. Hvis barnet har hvilet sig lidt efter idræt og skal i gang igen, kommer der typisk flere smerter. Smerterne er begrænsende for barnets aktiviteter.
Hælsmerterne er hos 2/3 af børnene på begge sider, dog har den ene side typisk overvægt.
Der ses hyppigt halten og aflastning af hælen. Akillessenen (hælsenen) er næsten altid strammere end normalt. Der er ikke smerter i senen eller i slimsækken foran senen, i bindehinden i foden eller i leddene. Diagnosen stilles ved at klemme på begge sider af hælen. Hvis der herved kommer smerter, er diagnosen sandsynlig.
Tilstanden er helt ufarlig og selvhelbredende. Der findes ingen egentlig helbredende behandling. Alle børn bliver symptomfrie med tiden.
Vi anbefaler en hælkile på 1 cm i skoene sammen med en silikone hælcup. Hælkilen skal være ueftergivelig, fx af kork. Hælkiler kan købes i de fleste skobutikker og silikonehælcuppen i en sportsforretning. Hælkile og hælcup kombineres med nedgang i aktivitet. Afkøling efter sport kan anvendes. I svære tilfælde kan en periode med en gåbandage være nødvendig. Når hælen er smertefri påbegyndes udspænding af akillessenen. Forløbet varer typisk 1-2 år.