Du skal i behandling med tofacitinib. Her kan du læse om virkningen og evt. bivirkninger, og om hvad du skal være opmærksom på under behandlingen.
Hvad er tofacitinib?
Tofacitinib er et lægemiddel, der anvendes til behandling af colitis ulcerosa, når andre immundæmpende lægemidler ikke har haft tilstrækkelig virkning eller ikke tolereres.
Hvordan virker tofacitinib?
Tofacitinib er en JAK hæmmer. Det er et lille molekyle, der blokerer nogle proteiner (Janus-kinase enzymer) i immunforsvarets celler. Herved hæmmes en del af immunsystemet, hvilket medfører at betændelsen i tarmen dæmpes. Begyndende effekt af behandlingen kan forventes efter få uger, men endelig effekt vurderes først efter 2-3 måneder.
Før behandlingen
Inden du kan opstarte behandlingen med tofacitinib, skal du have taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne. Det gør vi for at sikre, at du ikke har en skjult infektione i kroppen, der kan forværres af behandlingen.
Derudover skal du have målt lipider (fedtstoffer) i blodet, da tofacitinib hos nogle medfører forhøjet niveau af fedtstoffer (triglycerider og kolesterol).
Hvordan tages behandlingen?
Du får behandlingen i form af tabletter på enten 5 mg eller 10 mg.
I startfasen, hvor sygdommen skal bringes i ro, tages 10 mg x 2 dagligt i 8 uger (16 uger). Herefter tages 5 mg x 2 dagligt for at holde sygdommen i ro.
Tabletterne skal tages på samme tid hver dag. Tabletterne kan tages hele eller knuste og må tages med eller uden mad.
Hvis du glemmer at tage medicinen 1 dag må du ikke tage dobbeltdosis, men skal blot fortsætte med vanlig dosis.
Behandlingen påvirker dit immunsystem. Du skal derfor holde pause med medicinen, hvis du får en infektion med feber over 38 C eller føler dig alment dårlig. Du kan genoptage behandlingen, når du føler dig rask. Ved almindelig forkølelse skal du ikke holde pause med medicinen.
Hvilke bivirkninger kan der være ved behandlingen?
Du kan få bivirkninger, når du er i behandling med tofacitinib. De fleste bivirkninger er milde til moderate, men nogle patienter kan opleve alvorlige bivirkninger, som det kan være nødvendigt at behandle.
De hyppigste bivirkninger er:
- Infektioner, f.eks. infektioner i luftvejene, blærebetændelse og forkølelsessår
- Kvalme
- Diarré, mavesmerter og fordøjelsesbesvær
- Forhøjet kolesteroltal.
- Forhøjet antal blodplader (trombocytter)
- Påvirkede levertal
- Uren hud
- Lave antal hvide blodlegemer (leukocytter).
Alvorlige og sjældne bivirkninger:
- Helvedesild/herpes zoster (smertende udslæt/blærer på huden).
- Blodpropper i ben og/eller lunger (symptomer kan være hævelse/ømhed af læggen).
- Pludselig åndenød/vejrtrækningsbesvær.
- Det er stadig uvist, om tofacitinib påvirker risikoen for udvikling af kræft eller øger risikoen for at fremme en eksisterende kræftsygdom.
Andet medicin kan påvirke behandlingen:
- Svampemidlerne etokonazol og fluconazol, kan øge virkningen af tofacitinib.
Vaccinationer
Vi anbefaler du vaccineres mod herpes zoster (helvedesild), pneumo-kokker og influenza. Vær opmærksom på, at nogle vacciner ikke må gives, når du får medicin, som påvirker immunsystemet. Det handler om de levende vacciner; f.eks. mod gul feber, tuberkulose, mæslinger og skoldkopper.
Graviditet og amning
Planlægges graviditet eller er du blevet gravid, må du ikke få tofacitinib. Du må heller ikke amme, mens du får tofacitinib. Kvinder i tofacitinib behandling skal anvende sikker prævention. Kontakt derfor straks lægen eller sygeplejersken, hvis du mener, at du er gravid eller, hvis graviditeten er bekræftet. Kontakt din behandlingsansvarlige læge i god tid, hvis du planlægger graviditet.