Behandling med Prednisolon

Prednisolon bruges som behandling ved en række sygdomme, blandt andet bestemte gigt- og leversygdomme samt kroniske tarmsygdomme såsom colitis ulcerosa og morbus Crohn.

Her kan du læse om virkning og bivirkninger, og hvad du skal være opmærksom på under behandling med Prednisolon. Er du i tvivl om noget, må du meget gerne spørge din faste læge og sygeplejerske.

Hvad er Prednisolon?

Prednisolon er et kunstigt binyrebarkhormon, der ligner og virker som det hormon, der dannes i binyren. Binyren producerer, hvad der svarer til ca. 7,5 mg Prednisolon i døgnet, men produktionen varierer over døgnet og øges i forbindelse med stressreaktioner.

Hvordan virker Prednisolon?

Prednisolon dæmper immunsystemets aktivitet generelt og anvendes til behandling af en lang række af tilstande/sygdomme, når der er behov for hurtigt at dæmpe inflammationen (betændelsen), som f.eks ved de kroniske tarmsygdomme (colitis ulcerosa/Crohn) og autoimmune leversygdomme.

Hvilke bivirkninger har Prednisolon?

Bivirkningerne er afhængige af dosis og varighed af behandlingen og forsvinder under nedtrapning eller efter ophør med medicinen.

De hyppigste bivirkninger er:

  • humørsvingninger, rastløshed/uro, opstemthed og depression
  • søvnproblemer
  • øget appetit, vægtøgning og undertiden ændret fedtfordeling
  • acne, sart hud og øget behåring
  • hjertebanken, øget svedtendens og tremor
  • sure opstød/halsbrand
  • øget infektionsrisiko
  • udvikling af ikke-erkendt sukkersyge eller forværring af bestående sukkersyge (vær opmærksom på øget tørst og vandladning)
  • let sløret syn.

Hvad bør jeg være opmærksom på under behandling med Prednisolon?

Prednisolon findes som tabletter á 5 og 25 mg.

Prednisolon tages om morgenen, gerne sammen med mad.

Prednisolon gives oftest som en kur over måneder, hvor du starter med en høj dosis, som du typisk trapper ned ugentligt efter aftale med den behandlende læge.

Under behandlingen med Prednisolon ophører binyren med at producere binyrebarkhormon, og produktionen begynder først igen, når dosis er lav. Det er derfor vigtigt at følge nedtrapningsplanen, da pludselig ophør kan medføre ubehagelige og undertiden alvorlige symptomer.

Ved langvarig Prednisolon-behandling kan det være nødvendigt, efter aftale med behandlende læge, at øge dosis af Prednisolon i forbindelse med infektion eller svær sygdom.

Da Prednisolon-behandling giver risiko for forhøjet blodsukker anbefaler vi, at dit blodsukker kontrolleres før start af behandling og hver 2.uge i de første 2 måneder af behandlingen.

Ved langvarig/hyppig indtagelse af Prednisolon er der risiko for afkalkning af knogler, og derfor anbefaler vi altid tilskud af kalk og D-vitamin (kombinationstabletter med 400 mg kalk og minimum 19µg D-vitamin) 2 gange dagligt.

Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør