Behandling for rift i endetarmsåbningen

Ved rift i endetarmsåbningen behandles med, håndkøbsmedicin, salve, dråber, botox eller kirurgisk behandling.

Hvad er en rift i endetarmsåbningen?

En rift i endetarmsåbningen er en hyppig lidelse, som kan være meget smertefuld. Riften kan opstå i forbindelse med en periode med forstoppelse, diaré, en fødsel eller efter en hæmorideoperation. Riften giver stærke smerter under og især efter afføring, og kan give en smule frisk blødning. Riften ledsages af krampe i den indre del af endetarmslukkemusklen og krampen afklemmer blodtilstrømningen til riften, som derfor ikke heler.

Hvilke behandlingsmuligheder er der?

Behandlingen er rettet mod at ophæve krampen så blodforsyningen kan genoprettes og riften kan hele:

  •  Afføringsregulering.
  • Lokal behandling med salve, som afslapper den indre lukkemuskel; Diltiazem Gel 2 x dagligt i 6 uger eller Rectogesic (Glycerylnitrat) creme, vil oftest hele ved en akut opstået rift.
  • Nervegiften botolinum (Botox), der hæmmer signalet fra nerve til muskel, kan forsøges hvis riften bliver kronisk. Dette gives som lokal indsprøjtning i lukkemusklen. Virkningen ophører efter 3 måneder. Hos hovedparten af patienter fører denne behandling til smertefrihed i løbet af et par uger og heling efter nogle måneder. Der er en del patienter der kan få tilbagefald. Behandlingen med Botox kan tidligst gentages efter 3 måneder. Hvis denne behandling ikke hjælper kan operation blive nødvendigt.

Hvordan foregår behandlingen?

  • Afføringsregulering med håndkøbsmedicin, f.eks. Magnesia, HUSK m .v.
  • Lokal behandling med salve. Få dråber af salven smøres direkte på riften 2 x dagligt. Oftest skal salven påføres et par cm indenfor endetarmsåbningen.
  • Botox gives som en indsprøjtning i lukkemusklen gennem huden lige ved siden af endetarmsåbningen på begge sider. Hos næsten alle patienter kan dette gives uden bedøvelse. Nogle få patienter har så store smerter i området at indsprøjtningen må gives under en kortvarig bedøvelse.
  • Operation foregår ved gennemskæring af den nederste del af den indre lukkemuskel ved et få mm lille snit gennem huden. Dette foregår ultralydsvejledt for at få et præcist og kontrolleret snit. Stort set alle patienter bliver varigt helbredt efter denne operation. Operationen kan foretages i bedøvelse.

Er der komplikationer?

  • Diltiazem Gel kan give kløe eller kortvarig svie hos få patienter.
  • Rectogesic creme kan give hovedpine hos en del patienter.
  • Botox giver midlertidig let utæthed for luftafgang hos nogle patienter, som forsvinder efter nogle uger.
  • Operation ved gennemskæring af nederste del af den indre lukkemuskel kan give utæthed for luftafgang og tynd afføring hos nogle få patienter. Operationen medfører ikke utæthed for fast afføring.
https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør