Behandling af kronisk betændelse i bugspytkirtlen

Ved behandlingen gives smertestillende medicin.

Du har fået konstateret kronisk betændelse i bugspytkirtlen (pancreas). Her kan du læse omkring behandlingen af sygdommen, og hvad du skal være særligt opmærksom på.

Billedet viser en bugspytkirtel.

Du har fået konstateret kronisk betændelse i bugspytkirtlen (pancreas). Bugspytkirtlen er en cirka 15 cm lang og 3 cm bred kirtel, der ligger bag ved mavesækken. Bugspytkirtlen har 2 funktioner i din krop:

  • Den producerer enzymer, som er nødvendige for, at du kan fordøje maden.
  • Den producerer insulin, som hjælper til at regulere dine blodsukre.

Kronisk betændelse i bugspytkirtlen er en permanent tilstand, hvor vævet i bugspytkirtlen er delvist omdannet til arvæv (bindevæv). Det betyder, at bugspytkirtlens funktioner på sigt kan blive påvirket, så den ikke kan danne fordøjelsesenzymer og insulin i samme grad som en rask bugspytkirtel. Derfor vil vi løbende holde øje med din bugspytkirtels tilstand ved hjælp af afføringsprøver, blodprøver, billeddiagnostiske undersøgelser og eventuelt en pusteprøve.

Mavesmerter kan desuden være et problem ved kronisk betændelse i bugspytkirtlen, og det kan få stor betydning for din livskvalitet og hverdag.

Behandling

En af de vigtigste behandlinger af kronisk betændelse i bugspytkirtlen er smertestillende medicin. Nogle patienter oplever konstante smerter, andre oplever smerter, der varierer i styrke, mens andre igen har et forholdsvis roligt sygdomsforløb med meget få eller ingen smerter. Smerter kort tid efter måltidet kan være dominerende hos nogle patienter.
Den smertestillende behandling tilrettelægges i samarbejde mellem dig og din læge under hensyntagen til de fordele og ulemper, som den smertestillende behandling har. Udstedelse og receptfornyelse af stærk smertestillende medicin foregår hos din praktiserende læge.
Hvis din bugspytkirtel ikke længere er i stand til selv at producere fordøjelsesenzymer, er behandling med enzym-kapslerne Creon® ligeledes en vigtig del af behandlingen. Hvis du udvikler sukkersyge (diabetes) vil dette også medføre medicinsk behandling.

Årsager til kronisk betændelse i bugspytkirtlen

  • Cirka halvdelen af alle tilfælde af kronisk betændelse i bugspytkirtlen skyldes et stort indtag af alkohol.
  • Rygning er en kraftig og selvstændig medvirkende årsag.
  • Andre årsager er gentagne tilfælde af akut betændelse i bugspytkirtlen.
  • I sjældne tilfælde kan forstyrrelser i fedt- og kalk-omsætningen forårsage tilstanden.
  • I omkring 20 % af tilfældene kan man ikke finde en direkte årsag til sygdommen, og nye undersøgelser tyder på, at der findes en stor arvelig komponent (genetisk årsag).

Din egen andel i behandlingen

Tobak og alkohol

Du kan gøre en stor forskel i forhold til dit sygdomsforløb, hvis du skærer ned på at ryge og drikke.

Kosten

Nogle oplever, at meget fed mad giver mavesmerter, men ellers er der ikke bestemte madvarer, som du skal holde dig fra. Vi anbefaler, at du spiser mellem 3-6 måltider i løbet af dagen.

Creon® under måltidet

Hvis du ikke danner nok fordøjelsesenzymer og derfor skal tage Creon®, er det vigtigt, at du tager medicinen korrekt. Ellers har medicinen ikke den ønskede effekt. Du skal tage Creon® under måltidet, ikke før eller efter måltidet.

Motion

Regelmæssig motion forebygger tab af muskler og knogler og kan derfor anbefales.

Hvad skal du være opmærksom på

Vær opmærksom på om din afføring ændrer sig

Et af symptomerne på den kroniske betændelse er en fedtet afføring eller diarre. Vær derfor opmærksom på, om din afføring ændrer sig, da dette kan betyde behov for ændring af din medicinske behandling.

Vær opmærksom på om dine smerter ændrer sig

Oplever du flere smerter end sædvanlig, skal du kontakte lægen. En ændring i dine smerter kan være tegn på mulige komplikationer til din sygdom.

Vær opmærksom på kvalme og opkastninger

Begynder du at få kvalme og opkastninger jævnligt, kan det være tegn på komplikationer til din sygdom og du skal kontakte lægen.

Hold øje med din vægt

Begynder du at tabe dig, skal du kontakte os. Det kan være tegn på en udvikling i din sygdom, som vi skal reagere på.

Spørgsmål

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.

Folderen er udviklet ved et samarbejde mellem Center for Bugspytkirtelsygdomme, Aalborg Universitetshospital og Gastroenheden, Hvidovre Hospital.

https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør