Behandling af hæmorider ved elastikmetoden

Ved behandlingen afsnøres 1-2 hæmorider med en lille elastik.

Sygdommen

Hæmorider er blodfyldte udvidelser af de svulmelegemer, som normalt findes indvendigt i endetarmskanalen. De kan i lette tilfælde ikke ses udefra og kan ikke føles.

Hæmorider viser sig i lette tilfælde ved kløe, siven af lidt væske eller frisk blødning fra endetarmen, evt. kraftig kummesprøjt. Større hæmorider kan ved afføring presses ud gennem endetarmsåbningen, og smutter atter op efter endt afføring. I svære tilfælde findes dog konstant fremfald.

En fremfaldende hæmoride kan afklemmes, hvorved der opstår betydelig hævelse og kraftige smerter (indeklemt hæmoride).

Af og til kan der uden forudgående hæmoridegener pludselig opstå en 1-2 cm stor blodansamling ved endetarmsåbningen pga et sprængt lille blodkar. Denne giver også pludselige smerter og hævelse.

Marisker (takker) er udvendige hudfolder, som er rester af tidligere hæmorider. De kan give kløe og problemer med analhygiejnen.

Hæmorider behandles i lette tilfælde ambulant med afføringsregulering eller evt. med ligatur, dvs. afsnøring med små elastikker. I sværere tilfælde er en operation dog nødvendig.

Behandling

Ved behandling afsnøres 1-2 indvendieg hæmorider med en lille elastik, som påsættes med en tang indført gennem en kikkert (anoskopi). Påsætningen af en elastik kan akkurat mærkes, men giver ingen smerter.

Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen.

Efter behandlingen

Efter behandling af indvendige hæmorider med påsætning af elastikker (McGivney-ligatur) er det normalt i 1-2 døgn at have lette trykkende smerter i endetarmen, afføringstrang og en smule blødning fra tarmen. Der er ingen problemer med at komme af med afføringen. Især hos mænd kan der i de første dage forekomme hyppig vandladningstrang og trykken over blæren.

Et mildt smertestillende håndkøbsmiddel som Panodil eller Ibuprofen er af og til nødvendigt, mens stikpiller og salve frarådes.

Efter 3-10 dage falder den lille sorte elastik og den afsnørede hæmoride af i forbindelse med afføring. Også på dette tidspunkt kan der være en smule blødning og svie. Dette er harmløst og plejer at være svundet 3-4 uger efter operationen.

Efter operationen tilrådes det at modvirke forstoppelse med ekstra rigelig væskeindtagelse og en daglig strøget spiseskefuld af et mildt afføringsmiddel af fibertypen, f.eks. HUSK, som kan købes i håndkøb på apoteket.

Komplikationer

I meget sjældne tilfælde kan der opstå kraftig blødning eller stærke smerter i endetarmen. Skulle dette ske, bedes du henvende dig på skadestuen her.

Kontrol

Du vil blive tilbudt kontrol i ambulatoriet efter ca. 4-6 uger.

https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør