Barretts øsofagus

Ved Barretts øsofagus kan livstilsændringer, som ophør af tobaksrygning, afhjælpe på symptomer.

Barretts øsofagus er en forandring i spiserørets slimhinde, hvor de celler, der normalt udgør indersiden af spiserøret (pladeepitelceller) er erstattet af en anden type celler (celler med intestinal metaplasi). Ved en kikkertundersøgelse (gastroskopi) fremtræder Barretts slimhinde rød mod den normale blege slimhinde.

Hvilke symptomer er typiske?

Barretts øsofagus giver i sig selv ikke symptomer, men de fleste personer med Barretts øsofagus har symptomer på refluks (tilbageløb af maveindhold til spiserøret). De hyppigste symptomer er sure opstød og halsbrand/svien bag brystbenet. Sjældnere optræder synkebesvær.

Hvordan opstår Barretts øsofagus?

Den hyppigste årsag til Barretts øsofagus er langvarig reflukssygdom, dvs. år med tilbageløb af surt maveindhold til spiserøret. Barretts øsofagus optræder oftest hos midaldrende og ældre voksne. Mænd og rygere har begge en øget risiko for at udvikle Barrett’s øsofagus.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ved en kikkertundersøgelse (gastroskopi) af spiserøret. Ser den undersøgende læge forandringer i spiserøret, der tyder på Barrett’s øsofagus, tages der mm-store vævsprøver fra forandringerne i spiserørets slimhinde. Vævsprøverne bliver efterfølgende undersøgt i et mikroskop for at af- eller bekræfte diagnosen Barretts øsofagus.

Behandling

Kontrol af reflukssymptomer er målet for behandlingen af Barretts øsofagus. Det vil ofte betyde livslang syrehæmmende behandling med en protonpumpehæmmer (PPI) som f.eks. Omeprazol, Pantoloc, Lansoprazol, Nexium, Pariet.

Livsstilsændringer kan afhjælpe reflukssymptomer:

  • Nedsætte overvægt.
  • Ophøre tobaksrygning.
  • Nedsætte alkoholindtagelse.
  • Undgå fed mad samt løg, agurk, krydderier, kaffe, te, pebermynte og chokolade.
  • Spise flere små måltider i stedet for få store.
  • Undgå at spise senere end 2 timer før sengetid.

Det videre forløb

I sjældne tilfælde kan der med tiden komme celleforandringer i Barretts øsofagus, og disse celleforandringer kan hos nogle få over tid blive til kræft i spiserøret.
Undersøgelser, der har fulgt personer med Barretts øsofagus, viser at kun få personer (0,5%/år) med Barretts øsofagus udvikler kræft i spiserøret.

Kontrol

Personer med Barretts øsofagus tilbydes kontrol i form af kikkertundersøgelse (gastroskopi) med vævsprøver med et til tre års intervaller. Ved reflukssymptomer og specielt synkebesvær trods syrehæmmende behandling anbefales fremrykket kontrol af Barretts øsofagus.

https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden med din mobil og læs mere om afdelingen.
Redaktør