Artroskopisk Center: Knæartroskopi

Information om knæartroskopi.

Kikkertoperation af knæ.

I denne patientinformation får du relevante oplysninger vedr. din operation.

Kort oversigt

  • Du skal have foretaget en ambulant operation af dit knæ.
  • Du skal møde fastende på det planlagte tidspunkt.
  • Du skal hentes igen af en voksen person, der kan være sammen med dig til næste dag.
  • Kirurgen vil tale med dig før operationen.
  • Kirurgen vil tale med dig efter operationen og orientere om operationen og den videre plan.

For mere indgående information skal du læse resten af denne pjece.

Indledning

Når du bliver henvist til undersøgelse, vil en ortopædkirurgisk speciallæge undersøge dig og danne sig et indtryk af, hvad der er i vejen med dit knæ. Hvis han finder tegn på lidelser i knæet, som kan behandles ved en artroskopi (kikkertoperation), vil han planlægge dette.

Ved en sådan kikkertoperation kan kirurgen se på menisker, brusk, korsbånd og slimhinde/ ledkapsel. Ved tegn på lidelse/skade, bliver det opereret samtidigt og der skal altså ikke en ny operation til.

Klargøring

Før operationen får du skrevet journal og målt blodtryk. Du skal tilses af en narkoselæge enten ved klargøringen eller på operationsdagen. Hvis du har medicinske sygdomme, skal de måske undersøges og behandles først.

Kirurgen vil finde en operationsdato, og du bliver informeret om det forventede forløb. Du får tilsendt brev i e-boks med oplysning om operationsdato, mødested og mødetidspunkt. Hvis der går mere end 3 mdr. fra opskrivningstidspunkt til operationsdato, skal du først komme til journalskrivning og narkosetilsyn på et senere tidspunkt.

Træning med krykkestokke

Hver uge har vores fysioterapeuter en ca 1 time lang instruktion i brug af krykkestokke og et træningsprogram til anvendelse efter operationen. Der bliver gennemgået flg.: Knæets anatomi, operationsforløbet og et øvelsesprogram. Du får udleveret krykkestokke, som er tilpasset dig, og som du skal medbringe til operationen.

Du skal faste

Du må ikke spise efter kl. 24. Hvis din mødetid er kl. 14 eller derefter, må du ikke spise efter kl. 8 om morgenen. Du må dog drikke vand, saftevand, juice uden frugtkød og kaffe/the uden mælk indtil 2 timer før mødetid. Børn under 18 år må drikke indtil 1 time før mødetid.

Operationsdagen

Operationen bliver lavet ambulant – dvs. at du skal hjem igen senere samme dag.

Du skal møde fastende og tørstende i Dagkirurgi 141 på det planlagte tidspunkt. Her bliver du modtaget af en sygeplejerske, og skal klæde om. Kirurgen vil hilse på dig og sikre sig, at der stadig er grund til operation og samtidigt markere det rigtige knæ. Samtidigt vil han sikre sig, at der ikke er sår eller tegn på infektion på benene.

Operationen

På operationsgangen bliver du modtaget af operations- og narkosesygeplejerskerne, der identificerer dig endnu engang. Narkosesygeplejersken og narkoselægen gør dig klar til bedøvelsen, og operationssygeplejerskerne gør deres instrumenter klar. Benet bliver smurt ind i gul sprit for at desinficere huden.

Ved en kikkertoperation af knæet bliver der normalt lavet 2-3 små huller foran på knæet. Gennem disse huller bliver kikkerten og forskellige instrumenter ført ind i knæet. Kirurgen gennemgår hele dit knæled og undersøger menisker, korsbånd, brusk og ledkapsel. I tilfælde af skader/sygdom på menisker, brusk eller slimhinde/ledkapsel bliver der så vidt muligt gjort noget ved denne skade/sygdom:

Hvis der kun er mindre skader i knæet, vil de blive behandlet, og der vil ikke være nogen specielle krav til efterbehandlingen af knæet.

Meniskskade

Den beskadigede del af menisken kan enten fjernes eller syes fast igen. Hvis den fjernes, er der ingen restriktioner og du må gå i gang med at bruge knæet almindeligt med det samme.

Hvis den kan syes fast igen, med en rimelig chance for heling, bliver dette gjort. Dette betyder imidlertid, at der bliver lagt en skinne på benet. Der kommer også grænser for, hvor meget du må støtte, og hvor meget du må bøje i knæet. Skinnen skal bruges i 6 uger – også om natten.

Korsbåndsskade

Et overrevet korsbånd kan ikke opereres umiddelbart og der bliver derfor, i første omgang, højst foretaget fjernelse af korsbåndsresterne.

Bruskskader

Store bruskskader, der ikke skyldes slidgigt, kan medføre at kirurgen vil lave huller i knoglen, for at forsøge at stimulere stamceller fra knoglemarven til, at fylde skaden op med et brusklignende arvæv. Dette ”bruskvæv” er svagere end almindelig brusk, og tåler ikke så hård belastning som almindelig brusk.

Efter denne operation vil det ikke være tilladt at støtte på benet i mindst 6 uger, og du skal i denne periode gennemføre et træningsprogram med mindst 500 ubelastede bøjninger af knæet hver dag.

Risici

Der er altid en risiko for komplikationer efter en operation, men det sker heldigvis kun sjældent.

Bedøvelse:

Der er en meget lille risiko for komplikationer ved bedøvelsen. Denne risiko forøges ved samtidig sygdom i hjerte eller lunger og ved forhøjet blodtryk og overvægt.

Infektion:

Der er en lille risiko for infektion i knæet (under 1 %). Ved overfladisk infektion omkring sårene i huden, kan det klares med vask og antibiotika.

Ved infektion i selve knæleddet kræves der som regel flere operationer til oprensning i knæet og langvarig antibiotisk behandling. Der er risiko for at brusken ødelægges af bakterierne, og der kan derfor blive forværring af smerterne.

”Blodprop”:

En ”blodprop” er i virkeligheden en aflukning af de blodårer, der fører blodet væk fra benet. En ”blodprop” vil medføre behandling med blodfortyndende medicin i 3-6 mdr.

I meget sjældne tilfælde kan disse blodpropper føres til lungerne og være livstruende.

Efter operationen

Efter operationen får du noget at spise og drikke. Når du er vågen vil kirurgen informere dig om operationen og om den efterfølgende plan. Der bliver sendt en recept til apotektet på smertestillende medicin, som du skal hente på vej hjem. Du skal have en voksen person til at hente dig efter operationen, og du skal være sammen med en voksen person til næste dag. Dette er et sikkerhedskrav fra narkoselægerne. Hvis du ikke har sikret dig en til at hente dig efter operationen, vil den blive aflyst!

Knæet vil i de følgende dage ofte blive spændt og hævet. Hævelsen fortager sig som regel over de første uger. Du må normalt støtte på benet, men det anbefales, at du holder dig i ro de første dage. Allerede dagen efter operationen skal du i gang med at træne lårmusklerne og lave venepumpeøvelser = bøje anklen og spænde lægmusklerne.

Sygemelding

Efter ukomplicerede operationer er man normalt sygemeldt ca. en uge, men du må gå på arbejde, når du føler, at du kan.

Ved tungt knæbelastende arbejde kan der gå længere tid, før du er klar.

Ved specielle operationer kan der være restriktioner, der medfører længerevarende sygemelding.

Bilkørsel

Du må køre bil igen, når dette er forsvarligt. Der er intet fast tidspunkt for dette og tidspunktet vil variere for forskellige patienter og variere for forskellige operationer.

Det siger sig selv, at en skinne vil forhindre forsvarlig bilkørsel, ligeledes skal du både kunne og have tilladelse til at støtte frit på benet.

Trådfjernelse

Trådene skal fjernes efter ca. 10 dage, enten i sygeplejeambulatoriet, eller hvis du bor langt væk hos din egen læge.

Du skal i givet fald selv bestille tid hos din egen læge!

Ambulant kontrol

Afhængig af operationsfundene vil du enten blive afsluttet, eller sat til kontrol i ambulatoriet. Hvis du skal til kontrol vil sygeplejersken ved trådfjernelsen give dig en tid.

Fysioterapi

Nogle patienter bliver henvist til fysioterapi træning, enten i hjemkommunen eller på hospitalet, afhængig af lidelsen og operationen.

Aflysning

Hvis du har sår eller kradsningsmærker på benene er der forøget risiko for betændelse i knæet, og din operation vil derfor blive aflyst. Dette gælder også ved anden form for sygdom, som f.eks. influenza, halsbetændelse, lungebetændelse og lignende.

Hvis du får sår, betændelse eller af anden årsag ikke kan møde til den planlagte operation, bedes du så hurtigt som muligt kontakte afdelingen, så vi kan planlægge en ny operationsdag til dig og prøve at finde en anden patient, der kan opereres i stedet for dig.

Yderligere information

Dagkirurgisk afsnit 141 er placeret i Center 1, se billedet. Fysioterapien ligger i afsnit 234/236.

Dagkirurgisk afsnit 141 er placeret i Center 1, se billedet. Fysioterapien ligger i afsnit 234/236 i Center 2.
Redaktør