Hvis der er lang ventetid på operation, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at indkalde dig til opdatering af dine journaloplysninger før operationen.
Du vil modtage indkaldelse til denne samtale evt. en telefonkonsultation.
Før operationen
Din endetarm skal være tom inden operationen, så du skal derfor tage et lille klyx på 120 ml, 2 timer inden operationen.
Du skal tage bad og børste dine tænder grundigt inden operationen. Du må ikke have make-up eller neglelak på, da vi skal kunne se om din hud og negle skifter farve under operationen.
For at opnå den optimale smertebehandling under og efter operationen anbefaler vi, at du 2-3 timer før operationen tager:
- 2 tabletter Paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) á 500 mg
- 1 tablet Ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin á 400 mg
Du skal faste og tørste før operationen. Det betyder:
- Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød de sidste 6 timer før operationen.
- Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før operationen.
- De sidste 2 timer før operationen må du intet indtage. Vi anbefaler, at du ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå, snus eller tygger tyggegummi.
- Vi kan kun operere dig, hvis du har overholdt faste og tørste reglerne
Hvordan foregår operationen?
Bedøvelse
Operationen foregår oftest i fuld bedøvelse. I nogle tilfælde bedøves med rygmarvsbedøvelse. Hvilken type bedøvelse du skal have aftales med narkoselægen.
For at vi kan sikre os, at du har det godt under indgrebet, får du lagt drop (plastikrør) i hånden, elektroder på brystet, blodtryksmåler på armen og iltmåler på fingeren.
Operation
Kirurgen indleder operationen med at vurdere din fistel for at fastslå den endelige operationsstrategi. Herefter lukker kirurgen den indre fistelåbning ved at rejse en flap i endetarmsåbningen og sy den ned over den indre åbning. Der sker således ingen gennemskæring af lukkemusklen. Kirurgen vil også rense din fistel og fjerne arvævsdannelse omkring den ydre fistelmunding. Du kan derfor forvente en større ydre munding end før.
I nogle tilfælde viser det sig under operationen, at fistlen ikke er egnet til lukningsforsøg med advancement flap. I det tilfælde vil kirurgen forsøge at lukke fistlen ved en anden metode, hvis det kan lade sig gøre.
Risici
Der kan opstå betændelse i såret og der kan være risiko for dannelse af byld.
0-10% oplever milde grader af inkontinens symptomer.
Efter operationen
Kirurgen vil efter operationen informere dig om indgrebet og planen for efterforløbet. Hvis alt er gået som forventet, bliver du udskrevet af sygeplejersken, som også vil gennemgå operationen og efterforløbet med dig.
De første 24 timer efter operationen
For at kunne blive udskrevet samme dag som operationen foregår, skal der være en voksen til stede i dit hjem de første 24 timer, efter du er kommet hjem. Du må ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/ værktøj de første 24 timer efter operationen. Dette skyldes, at medicinen fra bedøvelsen først er ude af kroppen på det tidspunkt, og at din evne til hurtig reaktion vil være nedsat.
Smerter
Når bedøvelsen svinder, kan der komme smerter og svien i og omkring sårene efter operationen. Der kan ligeledes komme smerter i forbindelse med afføring. Vi anbefaler derfor, at du behandler smerterne med fast smertestillende i 5-7 dage efter operationen i form af:
- Paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) á 500 mg.: 2 tabletter 4 gange i døgnet: kl. 08 - kl.13 - kl.18 - kl. 23.
- Ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin á 400 mg.: 1 tablet 3 gange dagligt: kl. 8 – kl. 18 – kl. 23.
Desuden kan der efter behov suppleres med Morfin á 10 mg efter anvisning. Det er meget vigtigt, at du tager den anbefalede medicin regelmæssigt, da du derved får den bedste smertedækning.
Antibiotika
Under operationen og i dagene efter operationen skal du behandles med antibiotika for at minimere risikoen for byldedannelse:
- Cifin 500 mg.: 1 tablet 2 gange dagligt i 7 dage
- Metronidazol 500 mg.: 1 tablet 3 gange dagligt i 7 dage.
Kvalme
Nogle oplever at have kvalme og opkastning efter operationen. Hvis du selv oplever det, vil du få tilbudt kvalmestillende medicin.
Kost
Sårhelingen går hurtigere, hvis du spiser sund kost med mange proteiner og vitaminer. Ligeledes fremmes sårhelingen, hvis du undlader at ryge. Metronidazol (Antibiotikum) kan i kombination med alkohol give antabus-lignende reaktion (rødme, kvalme, opkastninger, hovedpine). Du skal derfor undgå at indtage alkohol indtil 3 dage efter, du er stoppet med pillerne.
Tarmfunktion
Vi anbefaler, at du holder din afføring blød/lind og undgår forstoppelse.
Dette kan gøres ved at drikke rigeligt væske (1½-2 L dagligt) og regulere afføringen via kosten. Du kan tage fiber kosttilskud (loppefrøskaller) eller milde afføringsmidler (f.eks. Magnesia 1g eller Laktulose 20 ml om aftenen), som fås i håndkøb på apoteket.
Fysisk aktivitet
Efter operationen må du gøre de ting, du kan og genoptage dine normale aktiviteter og arbejde, når smerterne tillader det. I den første uge efter operationen skal du dog undgå at sidde for meget ned. Hellere gå, stå og ligge. Som hovedregel må du ikke løfte mere end, hvad der svarer til 2-3 kg i hver hånd de første 8 uger efter operationen. Seksuelt samvær kan genoptages, når du føler dig klar til det.
Du kan få udleveret en skumpude, som kan aflaste, når du sidder ned. Puden udleveres fra sengeafdelingen eller ambulatoriet.
Hygiejne og badning
Såret holdes rent ved brusning med håndbruseren med lunt vand 2 gange dagligt og efter afføring de første 14 dage eller indtil såret er lægt. Undgå sæbe i såret. Indtil såret er helet, kan det sive med lidt blod og sårvæske. Brug evt. bomuldstrusser eller et trusseindlæg for sårvæsken.
Du må bade i havvand og tage karbade efter 14 dage, men du skal holde dig fra pool og svømmehal, indtil fistlen er helet.
Sygemelding
Du kan forvente at skulle være sygemeldt 2-4 uger efter operationen. Hvis du har behov for en skriftlig sygemelding, skal den rekvireres hos din egen læge.
Videre forløb
Du vil blive indkaldt til kontrol efter 2 uge og igen 3 måneder efter operationen.