Prøven sporer bakterier af typen ”Helicobacter Pylori”, der kan give mavesår. Prøven kontrollerer også, om medicinen mod bakterien har virket.
Før du tager prøven
4 uger efter antibiotikabehandling
Du må ikke have været i behandling med antibiotika f.eks. penicillin de sidste 4 uger før prøvetagningen.
2 uger uden syrehæmmende medicin
Du må heller ikke have været i behandling med syrehæmmende medicin de sidste 2 uger før prøvetagningen. Dvs. du skal stoppe med at tage:
- Omeprazol.
- Lansoprazol.
- Pantoprazol.
- Pariet.
- Nexium.
I stedet kan du anvende syreneutraliserende midler (Novaluzid, Balancid, Alminox og lignende).
Sådan tager du prøven Du får udleveret en kuvert med en seddel, et afføringsglas og en podepind. Selve afføringsglasset indeholder noget væske som skal blive i glasset. Din opgave er at tage en afføringsprøve fra, hvilket gøres på følgende måde: 1. Læg lidt toiletpapir eller den udleverede pap-kapsel i bunden af kummen. 2. Brug podepinden til at opsamle afføring svarende til en ært. 3. Låget skrues af glasset. Den opsamlede afføring kommes i glasset sammen med podepinden. 4. Podepinden knækkes. Låget skrues på igen 5. Dato noteres på glasset 6. Glas og seddel sendes i medfølgende kuvert samme dag som prøven tages fra.
Aflever prøven
Du kan aflevere prøven i:
- Receptionen på afsnit 331 på hverdage mellem kl. 7.30 - 15.30. Lukket weekend og helligdage.
- Receptionen på Hvidovre Hospital på hverdage fra kl. 6.30 - 22.00. Weekend og helligdage kl. 8.00 - 22.00.
Sender du prøven med posten, skal du sende den samme dag, som den er taget. Du skal sende den mandag, tirsdag eller onsdag fra et supermarked med postafdeling.
Svar på prøven
Der vil være svar på prøven ca. 1 uge efter, afdelingen har modtaget den. Du vil få svar som aftalt med lægen, typisk ved næste ambulante besøg. Skulle prøven være positiv, hører du fra os tidligere.