Åreknuder på spiserøret

Information om åreknuder på spiserøret.

Åreknuder på spiserøret opstår oftest i forbindelse med kronisk leversygdom.

Normalt føres blodet fra mavetarmkanalen gennem portåren til leveren og op til hjertet. Når du har en svær leverskade har blodet svært ved at løbe igennem leveren, og blodet søger derfor andre veje uden om leveren. Et af de steder hvor kredsløbet fra mavetarmkanalen mødes med det øvrige kredsløb er i spiserøret. Derved kan der dannes små udposninger (åreknuder) på spiserøret.

Symptomer

Åreknuder på spiserøret giver ingen symptomer medmindre, de begynder at bløde. Hvis åreknuderne bløder kan du opleve pludseligt blodigt opkast eller sort glinsende afføring. Hvis symptomerne opstår, skal du straks søge læge.

Cirka halvdelen af de patienter, der har en kronisk leverskade med nedbrydning af den normale opbygning af leveren (skrumpelever) får åreknuder. Det er dog kun en mindre del, der får blødninger.

Undersøgelser

Hvis du får konstateret kronisk leverskade (skrumpelever) vil du oftest få tilbudt en en kikkertundersøgelse for at undersøge, om der er åreknuder på spiserøret.

Risikoen for blødning afhænger af blodtrykket i portåren. Det er den blodåre, der løber ind i leveren fra mavetarm-kredsløbet.

Vi kan måle portårens blodtryk ved en undersøgelse, hvor vi lægger en tynd plastikslange ind i leverens blodkar enten via kar på halsen eller i lysken. Det giver os et billede af, hvor syg leveren er. Undersøgelse kaldes en levervenekateterisation.

Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse.

Hvor sidder sygdommen?

Sygdommen er lokaliseret i spiserøret. Men man kan have åreknuder flere andre steder i mave-tarmkanalen. Enkelte har bl.a. have åreknuder i endetarmen (hæmoroider).

Hvor længe varer sygdommen?

Risikoen for udviklingen af åreknuder er til stede så længe, der er et forhøjet tryk i portåren.

Risikoen for blødning afhænger primært af årknudernes størrelse og portåretrykket.

Er åreknuder på spiserøret en farlig sygdom?

Ja, det er den, hvis der opstår blødning. Det er derfor væsentligt, at man følger den anbefalede behandling med medicin og kikkertbehandlinger.

Behandling

Behandling af åreknuder

Vi behandler ikke små åreknuder, der ikke tidligere har blødt, da risikoen for en blødning er meget lille. Vi vil da ofte tilbyde kikkertundersøgelser med passende intervaller (1-2 år).

Ved større åreknuder tilbyder vi medicinsk behandling med tabletter. De hyppigste bivirkninger ved medicinsk behandling er svimmelhed, evt. søvnforstyrrelser og øget træthed. Enkelte oplever potensforstyrrelser. Enkelte tåler ikke tabletbehandlingen og vil blive tilbudt kikkertundersøgelse, hvor åreknuden elastikbehandles.

Behandling af blødning fra åreknuder

Hvis vi har mistanke om, at der er blødning fra åreknuder i spiserøret, får du en ny kikkertundersøgelse. Under kikkertundersøgelsen behandler vi åreknuderne ved at sætte elastikker på åreknuderne. Efter behandlingen følger vi op med 3-6 yderligere behandlinger med elastikker med ca. 2-4 ugers interval indtil åreknuderne er forsvundet.

Hvis åreknuderne fortsat bløder trods kikkertbehandling, lægger vi et rør i spiserøret, som udvidder sig og presser på åreknuderne, så blødningen stopper.

Behandling af akut blødning

Hvis der opstår akut blødning, får du medicin, der nedsætter blodtrykket i portåren, så der løber mindre blod til åreknuderne i spiserøret. Medicinen kan give svær bleghed, mavesmerter, diarré og hovedpine. Du skal have medicinen indtil 12-24 timer efter at blødningen er stoppet.

Herefter vil man udover kikkertbehandlingerne ofte give den samme medicinske behandling, som hos patienter der ikke tidligere har blødt. Behandlingen nedsætter risikoen for en ny blødning med op til 50%. Det er dog vigtigt at følge kikkertbehandlingerne udover den medicinske behandling.

Vær opmærksom

på Hvis du får blodigt opkast eller sort glinsende afføring, skal du straks kontakte en læge.

Hvis du bliver meget svimmel eller forpustet og træt, når du anstrenger dig, kan det være symptomer på blodmangel, og du skal da snarest søge læge.

https://www.hvidovrehospital.dk/
Scan koden og læs mere om afdelingen.
Redaktør