Information til dig med åreknuder i spiserøret og dine pårørende.
Åreknuder i spiserøret (varicer) er en følgevirkning til levercirrose.
Når bindevævet gør leveren hård, har blodet svært ved at løbe gennem leveren. Blodet finder derfor udenom leveren og ind i blodårer i spiserøret. Disse blodårer kan svulme op og danne åreknuder.
Vær opmærksom på
Du kan ikke mærke åreknuderne, men hvis de vokser, er der risiko for at de brister og bløder, og det er livsfarligt.
Ring 112 med det samme, hvis:
- Du kaster blod op eller opkast ligner kaffegrums.
- Din afføring bliver rød, sort og/eller får en sødlig ildelugtende lugt.
Undersøgelse/kontrol
Vi tilbyder at undersøge dit spiserør med en kikkertundersøgelse gennem munden (gastroskopi). Det er vigtigt, at du møder op til planlagte kikkertundersøgelser.
Tal med os, hvis du:
- Er urolig- eller bange for undersøgelsen. Så er det muligt at få afslappende medicin inden undersøgelsen.
- Har et aktivt alkoholforbrug. Så er det muligt, at du kan blive behandlet for abstinenser før og efter undersøgelsen.
Du får tilbudt kikkertundersøgelsen afhængig af, hvilken grad af levercirrose du har, og om du allerede har varicer i spiserøret.
Meld afbud, hvis du ikke ønsker undersøgelsen.
Behandling med elastikker
Blødning fra varicer kan forebygges ved at lægen sætter små elastikker på varicerne ved kikkertundersøgelsen.
Behandling med medicin
Blødning fra varicer kan forebygges med medicin, der nedsætter blodtrykket.
Den blodtryksnedsættende medicin ordineres af lægen. Sygeplejerskerne justerer medicinen, når du kommer i Leverklinikken eller i ambulatoriet.
Du kan blive svimmel af medicinen. Derfor øger øger vi medicinen langsomt, samtidig med at du kommer til kontrol i Leverklinikken. Kontakt os, hvis du bliver svimmel.
Nogle mænd oplever nedsat evne til rejsning, når de tager medicin, der nedsætter blodtrykket. Fortæl os om det, hvis du oplever nedsat evne til rejsning.
Vi aftaler fra gang til gang, hvornår du skal komme igen, og hvornår du skal have taget blodprøver m.v.
Det kan du gøre
Tal med personalet i Leverklinikken og læs vejledningen "Ændringer i hverdagen som kan forbedre dit sygdomsforløb". Ændringerne kan betyde, at du får færre gener og følgevirkninger og chancen for et bedre liv.